The Flamingo Kid (1984)

Genrespecialisten Garry Marshall er i sit es med portrættet af teenageren Jeffrey Willis' (Matt Dillon) stort set skønne sommeroplevelser i New York, 1963.

Medhørende ungdomsbrus

Med masser af tidstypiske evergreens på lydsiden (= 22 stk.) og en stribe veloplagte hoved- og biroller er "The Flamingo Kid" allerede godt på vej til at vinde tilskuerhjerter, men det er især den vellykkede sommerstemning og et medhørende ungdomsbrus, der bærer filmens bedst.

Flamboyant møde

Matt Dillon er ret charmerende som Jeffrey, der kommer let til sit sommerjob på en fancy strandklub, der bærer filmens titelnavn. Her møder han tilmed den flamboytante kortspiller og hustler Phil Brody (Richard Crenna) – og får tilbudt stort set guld og grønne skove. Samtidig er der jo alle de lækre damer, der vimser omkring på stranden... Denne sommer er bare et paradis for den unge mand.

Malurt i sommerbægeret

Men alligevel sniger der sig lidt malurt i bægeret, for venskabet med Brody bliver tiltagende problematisk. Det går efterhånden op for Jeffrey, at Brodys mange løfter måske ikke helt har så meget hold i virkeligheden, som han gik og troede. Og så er der også hensynet til familien derhjemme, hvor særligt farmand Arthur (Hector Elizondo) har svært ved at tackle sønnens aleneløb udi sommerjobs uden fremtidsudsigter.

Troværdigt tidsbillede

Filmen giver et meget troværdigt og farvestrålende tidsbillede af New Yorks strandliv anno 1963. Det er svært ikke at blive revet med af de mange stilrene detaljer, ikke mindst på kostumesiden, der som regel sidder lige i (klæde)skabet. Lidt mere fesent beskrevet er den megen omgang med unge og ældre kvinder, som særligt Jeffrey plejer.

Herlige Crenna

Musikken vil være et plus for nostalgikere, der ikke lader sig irritere over, at tonerne stjæler al opmærksomheden. Bedst blandt skuespillerne er afgjort Richard Crenna som Brody (han blev Golden Globe-nomineret): En vendekåbe-troværdig præstation fuld af utilregnelig energi. Men også Jessica Walter i rollen som hans (forsømte) kone har en række fint nuancerede (omend meget små) scener.