En frygtelig kvinde (2017)

    En ung mand væltes omkuld af en kvinde, og snart er de flyttet sammen. Men han føler sig i stigende grad kvalt af forholdet.


    KLAUSTROFOBI I GLAS OG RAMME

    Som om der skulle herske den mindste smule tvivl om, at Amanda Collins Marie er en frygtelig kvinde, har brødrene Tafdrup valgt at kalde deres manuskript - og dermed storebror Christians film - for netop "En frygtelig kvinde". Måske filmens eneste svaghed, for med dén titel lægges der op til omvendt afvæbnende politisk korrekthed.

     

    Kønspolitisk brandfarligt

    Havde filmen nu fx heddet "En forelskelse" (ligesom Tafdrups egen i øvrigt fremragende kortfilm fra 2008) ville sagerne stå lidt anderledes, men måske har valget af titel netop været en nødvendig ventil for brødrene Tafdrup i den allerede stor-summende, kønspoltisk brandfarlige debat, som historien lægger op til?

     

    Reality show af stor ægthed

    Problematisk titel eller ej - "En frygtelig kvinde" er en yderst vellykket film, et reality show af så stor ægthed, at det gør ondt helt ned i maven. For der ingen tvivl om, at der findes frygtelige kvinder som Marie (og temmelig mange af dem), som dikterer parforholdets hverdag med udgangspunkt i egen meget udspekulerede agenda.

     

    Det helt store offer

    Anders Juul præsterer blændende som filmens helt store offer, den unge og egentlig ret gennemsnitlige mand Rasmus, der pludselig falder for den smukke Marie. Hurtigt er der dømt knald - og hen ad vejen også fald. For det skal snart vise sig, at Marie er en dikatator af en anden verden, der gør Rasmus' hverdag tiltagende klaustrofobisk.

     

    Små og store urimeligheder

    Stille og roligt bliver Rasmus kvalt af alle Maries små og store urimeligheder. Hun overtager hans lejlighed og alle hans øvrige domæner, men værst af alt er hun udstyret med en sylespids og akut ætsende sarkasme, som hun nyder at sende i Rasmus' retning, hver gang lejligheden byder sig.

     

    Næres af konflikter

    Marie får næring af at opfinde konflikter, samtidig med at hun er helt bevidst om, hvordan hun får sin vilje. Hun spiller sine kort, så kabalen "den moderne mand i et moderne parforhold" går op på hendes præmisser. Spørgsmålet er, om Rasmus bare bliver ved med at finde sig i hende.

     

    Uforligneligt samspil

    Samspillet mellem Anders Juul og Amanda Collin er ganske enkelt uforligneligt. Indlevelsen i de mange absurd tyranniske nuancer og deres følger er stor fra begges side. Amanda Collin personificerer den dæmonisk beregnende kvinde så meget til perfektion, at det kan få misogyne følelser op i snart sagt enhver mand.

     

    Sindbilledet på en frygtelig kvinde

    Det er sindbilledet på en frygtelig kvinde, som hun serverer uden omsvøb - komplet med dådyr-udspekulerede øjne og et lille kunstigt grin som afslutning på sine patron-penetrerende bemærkninger. Omvendt er Anders Juul som den sagesløse, fornuftige og bløde mand tvunget i knæ - og formidler denne rædsel, så det kan mærkes i krop og psyke.

     

    Et modigt spring

    At præstere en så blændende film om noget så gennemsnitligt som et moderne parforhold er vidunderligt og beundringsværdigt i sig selv. Men Tafdrup skal også i høj grad have ros for at turde springe ud i et så betændt tema, ja, overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved en kvindes troværdighed og hensigter - særligt i #MeToo-tider som disse.

     

    En hverdagens djævel

    Så stærkt hæfter filmen sig på sin tilskuers væsen, at den er svær at ryste af sig. Og selvom portrættet af Marie gudskelov ikke udgør et billede på gennemsnitskvinden, er der helt sikkert mange små og store mænd, der mærker helt ned i nosserne, hvilket forhold, det egentlig er, de har været eller er i. For dæmoniseringen af Marie er langt fra overdrevet. Hun er en djævel, der spiller på de små hverdagsmirakler og gør dem til sine trumfkort.

     

    Ingen lys slutning

    "En frygtelig kvinde" er meget velvalgt helt uden original underlægningsmusik, mens et tema af Vivaldi ind imellem søger efter et bittersødt håb midt i det tilsyneladende håbløse. Filmens slutning gør ikke stemningen mere lys: Igen et begavet og meget gennemtænkt skrevet perspektiv.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2017, Danmark, Psykologisk drama, Drama, 86 min.

    Dansk titel: En frygtelig kvinde
    Instr: Christian Tafdrup Prod: Thomas Heinsen, Marta Mleczek Manus: Christian Tafdrup, Mads Tafdrup Foto: Niels Buccholzer Klip: Nicolaj Monberg
    Priser
    • BD - Bedste skuespillerinde (Collin)
    • BD-N - Bedste film
    • RB - Bedste skuespillerinde (Collin)
    • RB - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste film