Mouchette (1967)

Bressons mesterstykke "Mouchette" kunne kaldes tung socialrealisme, men det ville være ensidigt misvisende. For filmen er så meget andet. Først og fremmest udgør den et ualmindeligt nuanceret billede på en barndom, det ikke er værd at skrive hjem om, og ondskaben får puls i Bressons omgang med det uomgængeligt iboende i den menneskelige natur.

Alt andet end idyl

Mouchette (Nadine Nortier) har ikke så mange år igen, før hun er voksen. Men teenagelivet på landet ånder alt andet end idyl, og mens moren ligger døende, er det op til Mouchette at passe sin skrigende lillebror. Faren er i hvert fald ligeglad.

Ingen omsorg

Nogen omsorg fra de lokale kan Mouchette godt glemme alt om, og da hun en dag strander i et slemt regnvejr i skoven, møder hun den voksne Arsène (Jean-Claude Guilbert). Spørgsmålet er, om han endelig er den, der tager hånd om hende. Svaret er ja, men ikke nødvendigvis på den rigtigt omsorgsfulde måde.

Fedtet er skåret fra

Med sin korte form på 80 minutter er fedtet skåret helt fra. "Mouchette" er rendyrket rå og dyster, men emmer samtidig af både pulserende, spirende nysgerrighed og seksualitet og bliver således ikke ensidigt fordømmende eller bedømmende. Det er op til tilskueren at finde vejen gennem mørket, og dét kan være svært.

Florlet elegant

Sammen med fotograf Chislain Cloquet arbejder Bresson nærmest florlet elegant. De forførende sort/hvide billeder bliver aldrig trykket ned over handlingen, men er atmosfæreforøgende i deres lette og symbolladede udstråling. Én ting går i hvert fald igen: Det usle liv, som Mouchette oplever – med ulækre omgivelser, særligt i hjemmet med den syge mor.

Sammensmeltning

Nadine Nortier præsterer nærmest overmenneskeligt – i sin eneste filmrolle – og det fornemmes, hvordan hun smelter sammen med smerten i Mouchette-figuren. Jean Wieners underlægningsmusik er noget skinger, men bliver ikke decideret stemningsdikterende.