The House That Jack Built (2018)

    En intelligent seriemorder slipper af sted med en lang række mord på kvinder gennem tolv mareridtsagtige år.


    ONDSKAB SOM KUNST

    Lars von Trier er ikke blevet skamrost over en bred kam for sin første reelle gyserfilm, "The House That Jack Built". Tværtimod har der lydt meget kritik af den unødvendige grafiske vold - og mange har decideret følt væmmelse ved mødet med filmen.

     

    Farver og nuancer

    Ganske vist er Jack-filmen ikke Triers bedste, men man skal bestemt ikke underkende hverken formen eller de mange perspektiver, den afføder. Endnu engang formår Trier nemlig at skabe et filmunivers så fuld af farver og nuancer, at det lægger op til både dyb eftertanke og debat.

     

    Intelligent seriemorder

    Matt Dillon er strålende i den bærende titelrolle som Jack - den meget intelligente seriemorder, der hærger i USA over en periode på tolv år. Hans foretrukne offer er kvinder, og hen ad vejen bliver hans metoder mere sofistikerede. Men han taber også selvkontrollen, og det kan meget vel betyde enden på "legen".

     

    Tolkninger og narrative greb

    Hvis man kan undlade at tolke de mange "filosofiske voice-over-samtaler" mellem Jack og den mystiske (og stort set usynlige) Verge som prætentiøse, er man allerede et langt stykke i mål i sin modtagelse af Trier værk. Det er nemlig et af de mest vanskellige narrative greb, Trier anvender.

     

    Ganske ligetil

    Resten af handlingen er egentlig ganske ligetil: Rendyrkede gys, hårrejsende thrills, spændingskurver, der væver sig ind og ud af hinanden på spidsfindig vis. Der er ikke så mange "mystiske lag", som man ellers har oplevet det hos Trier - til gengæld blusser "The House That Jack Built" fuldt ud på det nervepirrende.

     

    Begavet arbejde med lyd

    Sædvanen tro arbejder Trier begavet med lyddesign og musik, og nogen egentlig underlægning på de sære begivenheder er vi heldigvis fritaget for. Hen imod slutningen præsenteres vi for på én gang gudesmukke og liv/døds-perspektiverende tableauer, som kun Trier kan præstere det.

     

    Grund til at skrige

    Bedst blandt Jacks ofre er Riley Keogh, der som den eneste virkelig får lejlighed til - og evner - at udstråle frygt, så det får de små hår til at rejse sig. Hun bliver også udsat for et ganske grufuldt eksperiment, skal det vise sig, så der er grund til at skrige.



    Anmeldt i af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Danmark, Frankrig, Sverige, Tyskland, Belgien, Krimi, Drama, Gyser, Seriemordere, 152 min.

    Dansk titel: The House That Jack Built
    Instr: Lars von Trier Prod: Louise Vesth Manus: Lars von Trier, Foto: Manuel Alberto Claro Klip: Jacob Secher Schulsinger; Molly Malene Stensgaard
    Priser
    • BD-N - Bedste skuespiller (Dillon)
    • RB - Bedste visuelle effekter
    • RB-N - Bedste skuespiller (Dillon)
    • RB-N - Bedste film