Jabberwocky (1977)

Klemt inde mellem de to første Monty Python-film debuterede Terry Gilliam hér som soloinstruktør med et meget Python-lignende stykke med film, der dog ikke på nogen måde er ligeså vellykket. "Jabberwocky" er – som mange af Gilliams senere film – særdeles ufokuseret, springende og reelt kejtet udi kunsten at overføre humor på syretrip til film.

Stakkels Dennis

Michael Palin er den stakkels Dennis Cooper, der forsøger at gøre lykken i et middelaldersamfund fuld af pis, lort og affald. Ingen synes interesseret i ham, men måske har han alligevel en chance. Den nærliggende skov hærges nemlig af et gigantisk monster, der lyder navnet "Jabberwocky". Hvad nu, hvis Dennis kan få skovlen under denne plage?

Ingen sammenhængskraft

Strengt taget er Gilliams debutfilm uden nogen form for sammenhængskraft. Scenerne serveres i øst, vest og helt ukendte verdenshjørner – uden rød tråd. Det er en film for absolut indædte Gilliam-fans – humoren er så ekstrem, at den kvæler sig selv snarere end gnistrer.

Scenografisk ambitiøs

Indimellem genkendes lidt af den Python'ske skævhed og charme, men der er for langt mellem de reelt sjove indfald. Ingen tvivl om, at "Jabberwocky" er et scenografisk vældigt ambitiøst og inspireret udstyrsstykke – det bliver bare vanskeligt at værdsætte i det evindelige virvar af en filmisk hvirvelstorm uden retning.

Hjælpeløs hovedrollefigur

Michael Palin er filmens bedste kort og får klemt en kende saft ud af sin ret så hjælpeløst placerede hovedrollefigur Dennis. Omkring ham flagrer et utal af biroller, hvor det er endog meget svært at finde ind til både kunstneriske og handlingsmæssige værdier. For ægte fans er dét sikkert en værdi i sig selv.

Støjende

Filmen er støjende – meget af larmen opstår ud af den sindssygt hyperaktive fortællestil, men der er også rigeligt med underlægningsmusik: Selvom Gilliam bruger værker af kendte klassiske komponister som Musorgskij og Berlioz, bliver det alligevel vældigt anmassende – oven i al det andet.