Ray & Liz (2018)

Fotografen og kunstneren Richard Billingham spillefilmsdebuterer med et hjerteskærende, afskyeligt og ætsende portræt af sin egen barndom i 1980'ernes Birmingham. Sjældent er det lykkedes så overbevisende at genskabe det absolut glade vanvid for børn mellem alkoholiserede, voldelige og på alle måder håbløse forældre.

Nikotinen driver

Rækkehuset i industribyen er ligeså usselt som hverdagen for Ray (Justin Salinger), Liz (Ella Smith) og deres to drenge. Tiden for de voksne går med at drikke, ryge, bande og brokke sig. Drengene er overladt til sig selv, mens hunden pisser på gulvet, og nikotinen driver ned ad væggene.

Hårrejsende

I en af filmens mest aparte, hårrejsende og bitterligt nedbøjende scener skal drengene passes af den mentalt tilbagestående Lol (Tony Way), en overvægtig og enfoldig "onkel", der har en ekstraordinært sød tand for meget stærk alkohol. Han fristes over evne og drikker sig til bevidstløshed. Morens reaktion på Lols synd er kontant.

Dulmer smerterne

Den svært overvægtige Liz sidder for det meste ved stuebordet og broderer eller lægger puslespil, mens den ene smøg tager den anden. Faren Ray gør, hvad der bliver sagt og har ikke modsvar til matronens kommandoer. "Heldigvis" har han alkoholen til at dulme smerterne...

Drikker sig ihjel

"Ray & Liz" åbner med en perspektivering – de senere sekvenser med opvæksten i rækkehuset er en form for tilbageblik. I begyndelsen ser vi, hvordan Ray er i fuld gang med at drikke sig ihjel på et lille klamt værelse i en betonboligblok. Han får friske forsyninger af hjemmebryg leveret i pendulfart... Tre gange to liter i store plastikflasker.

Smerte, afmagt, håbløshed

Det er forstemmende at bevidne Richard Billinghams film – fordi det lykkes ham så hjerteskærende stærkt at formidle smerten, afmagten, håbløsheden og det nærved totale fravær af kærlighed. Ligegyldigheden fra forældrenes side i forhold til børnene kan skæres ud i tykke skiver af den nikotingule dagligstueluft.

På egen krop og sjæl

Hver scene er formidlet med dén dybde, der kommer indefra – og Billingham har oplevet stort set samme scenarie på egen krop og sjæl. Nok netop derfor har han heller ikke behov for at søde eller forbitre begivenhederne med hverken underlægningsmusik eller store (kamera)tekniske armbevægelser.

Rå, nøgen, blødende

"Ray & Liz" står rå, nøgen og blødende... som et åbent sår, hvor knoglerne skriger til himlen i smerte. Det er en film helt uden omsvøb, uden trøst – og som sådan et uafrysteligt studie i menneskets absolutte mørkeside, som den desværre viser sig dagligt i utallige dysfunktionelle familier.