Gangsterens lærling (1976)

Som en del af pressekampagnen for "Gangsterens lærling" præsenteredes en serie annoncer med "forbryderalbumsbilleder" af nogle af filmens hovedrollefigurer. Her var bl.a. en om "Gangsterens gorilla" med teksten (udført med primitiv skrivemaskinetypografi): "Slagteren. Rovfisk og god håndværker med svendebrev i skallesmækning, røveri og smugling. Sørger for orden på det sorte arbejdsmarked og holder godt øje med gangsterens lærling."

"Apotekeren"

Og en for "Gangsterens bagmand": "Apotekeren: Grosserer i kemisk lyksalighed, men skal ikke nyde noget selv. Nobel mand, habit og dollargrin, glad for små piger. Gangsterens bedste ven – indtil andet er bevist. Har en lang finger med i spillet om gangsterens lærling."

Om ikke andet hæderlig

Det er jo ikke ligefrem fordi, dansk film vælter sig i krimier, og hér i 1976 var Esben Høilund Carlsens forsøg på at skabe en kriminalfilm om ikke andet hæderligt. Men desværre er "Gangsterens lærling" hverken vellykket eller troværdig – og fremstår i dag mest som kikset med en håndfuld fine 1970'er-tidsbilleder, ikke mindst af biler og S-toge.

Fra kedsomhed til drugdealer

Dick Kaysø må grueligt meget igennem i hovedrollen som socialrådgiveren Martin Simonsen, der til at begynde med keder sig i den daglige trummerum. Derfor lader han sig hurtigt friste af københavnske bagmænd, med den ansigtsarrede Vincent (Peter Steen) i spidsen.

Ned ad bakke

Snart er Martin indblandet i narkosmugling og bliver også selv stofbruger – det kan vist kun gå én vej, og det er galt... Særligt, når både bagmænd, håndlangere og ordensmagten er på nakken af ham samtidig. Dick Kaysø kæmper i denne sin hovedrolledebut bravt, men forgæves i en tyndt skrevet krimi-rodebutik. Alle rollefigurerne bliver ufrivilligt komiske i stedet for kriminaldramatiske, og replikkerne falder tungt og kunstigt fra ende til anden.

Overtog instruktionen

Esben Høilund Carlsen havde en lovende debut med thrilleren Nitten røde roser (1974). En film, der, ligesom "Gangsterens lærling", også ville noget andet med dansk film, men langt mere vellykket. Til Carlsens forsvar skal dog siges, at han kom meget hovedkulds ind i gangsterfilmen og efter tre uger overtog instruktionen fra filmens manuskriptforfatter Lars Leergaard. Aske Bentzons musikalske hovedtema er meget gennemgående og bliver varieret i alle mulige (og umulige) retninger undervejs.