Mænd & høns (2015)

    To brødre med hareskår erfarer, at de har en håndfuld halvbrødre langt ude på en lille ø, men da de mødes, er det ikke ligefrem de familiære bånd der dyrkes.


    DOBBELT-OP ABSURD

    Anders Thomas Jensen holdt en pause på tolv år med sin absurde filmhumor, før han atter barslede med en skæv historie: "Mænd & høns".

    Skævt & aparte
    Det er der kommet en ualmindelig skæv og aparte film ud af, og den er hverken for enhver smag eller umiddelbart velfungerende.

    Besværlige liv
    To brødre med hareskår har hver deres besværlige liv at slås med, men da de erfarer, at deres forældre slet ikke er dem, de troede, bringer det dem ud på en rejse til en lille dansk ø, hvor deres biologiske far efter sigende stadig bor.

    Uventede gæster
    Ude på øen finder de snart du af, at de har en lille håndfuld halvbrødre. De bor på et forladt sanatorium og er bestemt ikke venligt stemte, da de ukendte familiemedlemmer dukker op.

    Konstrueret mærkværdigt
    Humoren er mildt sagt noget længe om at sætte frø, og langt hen ad vejen er det meget svært at finde det charmerende i den konstruerede mærkeligheds-verden, personificeret af en håndfuld brugte og kendte danske skuespillere.

    Halbror-spil
    Bedst blandt halvbrødrene er Søren Malling med et underspillet vanvids-temperament, ligesom Nicolas Bro er fint tunet ind på sin rolles uafbalancerede tosserier. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas imponerer ikke, og David Dencik er filmens svageste halvbror - og led.

    Fin location
    Der er gods i den tyske location - det imponerende forladte sanatorium uden for Berlin med en nazistisk historie - her får man det optimale ud af forfald og krinkelkroge.

    Ultra-skæve indfaldsvinkler
    Og ud af det blå opstår enkelte geniale replikker, men de er for få og vejer ikke nok i helheden. Generelt løftes niveauet dog noget efter en times tid, og det er svært ikke at blive optaget af Anders Thomas Jensens ultra-skæve indfaldsvinkler. Når alt kommer til alt er det jo et fascinerende univers, hvor usympatisk og outreret det end måtte fremstå.

    Tynget af musik
    Lovligt tynget af filmmusik der aldrig finder et ståsted mellem det episk tematiske og komisk genrelette.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2015, Danmark, Tyskland, Komedie, Mystik, Dyr på film, 104 min.

    Dansk titel: Mænd og høns
    Instr: Anders Thomas Jensen Prod: Kim Magnusson, Tivi Magnusson Manus: Anders Thomas Jensen Foto: Sebastian Blenkov Klip: Anders Villadsen Mus: Frans Bak, Jeppe Kaas
    Priser
    • RB - Bedste birolleskuespiller (Bro)
    • RB - Bedste scenografi
    • RB - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Jørgensen)
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Publikumsprisen
    • RB-N - Bedste visuelle effekter
    • BD - Henning Bahs-prisen (Mia Stensgaard)