Life (2017)

Svenske Daniel Espinosa sparker hér mås med en overbevisende Alien (1979)-spinoff. "Life" leverer varen, hvor fortærsket, den end måtte være: Universalgys i det ydre rum kan vi aldrig få nok af – så længe, indpakning og formidling er dygtig. Eneste reelle, men tungtvejende minus ved "Life", er den frygtelige udspartling af Jon Ekstrands filmmusik.

Miraklet sker

En gruppe internationalt sammensatte astronauter svæver rundt i rummet, på vej hjem efter en vellykket mission til Mars. Om bord på fartøjet leger de med at vække en Mars-celle til live, og miraklet sker! Til at begynde med er hele verden i mindst den syvende himmel over det nye fund, men det skal snart vise sig, at væsenet er alt andet end venligt stemt – og dét vokser sig tilmed kun større og større.

Lige i skabet

Animationerne af væsenet, der lyder navnet Calvin, sidder lige i skabet. Som en mellemting mellem en degenereret kæmpevandmand og en olm blæksprutte drøner Calvin omkring i rumfartøjet og viser sig helt ualmindeligt tilpasningsdygtig til ekstreme forhold. 

Flot udnyttelse

De oplagte klaustrofobimuligheder udnyttes meget flot, tilmed raffineret perspektiveret af udeoptagelser, når astronauterne forsøger at udbedre skader eller jage Calvin mod de evige stjernemarker. Besætningen er en sprød pakke af klichéer, men samspillet er egentlig pænt og nuanceret, inden for de rammer, genrefilmen nu stiller til rådighed.

Rumgysguf

Således er der masser af rumgysguf i den visuelle formidling – på et meget højt teknisk niveau. Men på lydsiden kunne der i dén grad have været ønsket bedre balance. I stedet for at udnytte de store muligheder i angstens rumkorridorer til at skabe et lydunivers af en anden skrækverden, tordner musikken i alle kanaler stort set hele filmen igennem.