Barry Lyndon (1975)

Stanley Kubricks farvestrålende livsstykke er samtidig en meget sørgmodig 1700-tals-historie om den unge irer Barry Lyndon.

Bevægende og inspirerende
Billederne taler for sig selv og er uden tvivl denne episke films allerstørste force. Kompositionerne strutter af inspiration og tager vejret fra selv den mest hærdede tilskuer. Vidunderlige naturbilleder og imponerende kostumer i et særdeles troværdigt tidsbillede samt masser af (lidt for) vedholdende klassisk musik, gør, at filmens tre timers spilletid er lig med tre timers nydelse.

Håbløst forelsket
Barry Lyndon (Ryan O'Neal) er håbløst forelsket i sin kusine Nora (Gay Hamilton), og han sætter sig så meget imod, at hun gifter sig med en arrogant, selvsikker englænder, at hans familie er nødt til at narre ham ud af landet – for at blive fri for ham.

Status og penge
Efter en temmelig rodet karriere i militæret gifter Barry sig i stedet med den rige enke Lady Lyndon (Marisa Berenson), dog udelukkende på grund af status og penge... den dybe kærlighed nærer han stadig til kusinen.

Et meget dårligt ry
Lady Lyndon har en søn fra tidligere ægteskab, og han kommer til at hade sin nye stedfar i stadigt stigende grad. Samtidig er Barrys kærlighed til sin egen søn næsten altoverskyggende, og lige meget, hvor dårligt et ry, han formår at opbygge i sin bekendtskabskreds, vil han altid være en god far for ham.

Balancen mellem triumf og tragedie
Men balancen mellem triumf og tragedie bliver ikke ved med at være lige – dét ægteskab, han indgik med Lady Lyndon, bliver begyndelsen på en lang, sej, sørgelig nedtur for Barry.

Visuelt fuldendt
"Barry Lyndon" hører til i kategorien visuelt og teknisk fuldendte film, og som det var kendetegnende for Stanley Kubrick, blev der ikke gået på kompromis under optagelserne.

Intet kunstigt lys
Der er fx slet ikke anvendt kunstigt lys, og mange indendørsscener er således optaget udelukkende i stearinlysenes stemningsskabende skær, mens alle udendørsscener er ligeså intense, knivskarpe og virkelighedsnære.

Hjerteligt skuespil
I titelrollen spiller Ryan O'Neal med en betagende ømhed og udstråling. Og Marisa Berensons vidunderlige karakteristik af den ulykkelige, fortabte, men alligevel tilgivende Lady Lyndon flankerer O'Neals pragtspil.

Der dvæles ved skønheden
Vi får lov at dvæle ved billederne, nyde, suge til os, hente inspiration i Kubricks vidunderlige filmunivers. Det er let at føle, man selv er tilbage i 1700-tallet og er fuldstændigt med i hver en scene, ledsaget af elskelige klange og omgivet af fuldkommen skønhed.

En mening med galskaben
Kubrick benytter sig udelukkende af klassiske toner, og nogle vil givet føle sig intimideret af den udtalte repetition af særligt Händels Sarabande. Alligevel opleves det dog som om, der er en mening med den musikalske "galskab". Filmen vandt ved uddelingen i 1976 Oscars for bedste fotografering, scenografi, kostumedesign og musik – og nomineredes i yderligere tre kategorier.