Breaking the Waves (1996)

"Breaking the Waves" er et enestående værk, der på mange måder foruroliger og påvirker tilskueren, så der til sidst – på samme tid – opstår både ulykkelighed, glæde og forvirring.

Uafrysteligt
Filmen er uafrystelig. Lars von Trier ejer en fantastisk fornemmelse for mennesker og deres følelser, og manuskriptet til "Breaking the Waves" er sprængfyldt med disse følelser, der især kommer til udtryk i skuespillernes mimik – men også Robby Müllers fotografering formidler de sjælelige kvaler.

Håndholdt kamera
Lars von Trier har – ligesom i tv-serien Riget – valgt, at der filmes med håndholdt kamera, en metode, der viser sig at fungere flot stemningsskabende også i denne, hans første rigtige internationale spillefilm.

Udtryksfuldhed
Det er således ikke de store, stilrigtige og fortryllende billeder, von Trier og hans fotograf gør sig i, men metoderne er til gengæld udtryksfulde på andre – og mere unikke – måder.

Otte delikate kapitler
Filmen er på delikat vis delt op i otte kapitler, der hver indledes med et totalbillede af forskellige smukke steder i Skotland, akkompagneret af pop/rock-musik af blandt andre Elton John. Ved hjælp af computerteknik (og kunstmaleren Per Kirkeby) fremstår disse "skillebilleder" yderst ekspressionistiske.

Drama om kærlighed
"Breaking the Waves" er, skåret ind til benet, et drama om kærligheden mellem den stærkt troende skotske kvinde Bess McNeill (Emily Watson) og den varmblodede boreplatformsarbejder Jan Nyman (Stellan Skarsgård).

En besværet pige
Gennem kapitlerne føres vi dybere ind i Bess' sind, og det står klart, at hun er en besværet kvinde. Måske ikke mentalt syg, men hun ligger på grænsen. Bess kan ikke leve med, at Jan skal på arbejde i ugevis på en boreplatform midt ude på havet, og hun får nogle gevaldige nervesammenbrud. Herfra kan det kun blive værre...

Stof til eftertanke
Der er mange elementer i "Breaking the Waves" som bagefter giver solidt stof til eftertanke. Filmen overrasker mange gange undervejs: Netop som man tror, det ene vil ske, sker det stik modsatte, hvilket som regel er de ting, Bess har bedt Vorherre om at lade ske. Bess' kontakt med netop Gud er enestående skildret: Hun taler både med sin egen og Guds stemme, når hun folder sine hænder.

Blændende spil
Emily Watson spiller blændende i den nærved umenneskeligt følelsesladede rolle, ligesom Stellan Skarsgård formår at vride en vanvittig intensitet ud af sin Jan-figur.