Surviving Christmas (2004)

    En ensom rigmand betaler sig fra at holde jul med en amerikansk familie. Men det bliver både pinligt og pinefuldt for alle parter.


    STEREOTYP JULEFILM

    Lidt let pjat til julehyggen: "Surviving Christmas" er en noget blævret omgang komik uden egentlig substans. Men den overlever på en følt præstation af James Gandolfini og en række nærved passable morsomheder.

    Møg-ensom rigmand
    Den stenrige Drew Latham føler sig møg-ensom og beslutter sig for at betale sig fra en jul i familiens skød. Men ikke egen familie, for den har han ikke meget af. Næ, Drew vælger familien Valco, der noget skeptiske siger ja til at være Drews familie mod en betaling på $250.000.

    Helt efter bogen
    Det udvikler sig helt efter bogen. Drew er en pine i måsen, og familien Valco er flere gange tæt på at knække sammen over de mange ulidelige og ofte pinlige udfordringer. Men de hænger på, for pengene lurer jo, når julen er overstået.

    Kedeligt stereotyp
    Ben Affleck er i bedste fald kedeligt stereotyp i hovedrollen som Drew. Det er i James Gandolfinis birolle som familiefaren Tom Valco, vi finder en af de bedste årsager til at flade ud i halvanden time i selskab med denne julekomedie.

    Kliché & forudsigelighed
    Plathederne går oftest hånd i hånd med klichéer og forudsigelighed, og der opstår aldrig rigtig en energi ud over det helt igennem forventelige. Det er mere kedeligt, end det er kækt.

    Sødladen underlægningsmusik
    Ved juletid glider "Surviving Christmas" ned med rigelige mængder julemost, godt hjulpet på vej af Randy Edelmans sødladne underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2004, USA, Komedie, Romantik, 91 min.

    Dansk titel: Surviving Christmas
    Instr: Mike Mitchell Prod: Betty Thomas, Jenno Topping Manus: Deborah Kaplan, Harry Elfront, Jennifer Ventimilia, Joshua Sternin Foto: Peter Lyons Collister, Tom Priestley Jr. Klip: Craig McKay Mus: Randy Edelman