Independence Day (1996)

    USA får besøg fra det ydre rum, og det er ikke just venligtsindede gæster. Det kræver mod og smarte replikker at gå til modangreb.


    FULDENDT VAMMELT

    Sammenhængende film:
    Independence Day (1996)
    Independence Day: Resurgence (2016)

    "Independence Day" er værd at se, fordi den er i nogle få, intense sekvenser er stoppet til bristepunktet med Hollywoods seneste computer- og miniatureteknologi. Det er flot lavet.

    Irriterende patriotisk Men hvor effekterne i glimt er skyld i hængende underkæbe og udtørrede øjne hos tilskueren, er historien så katastrofalt amerikansk-patriotisk, at man mange gange undervejs får lyst til at kvæle en eller anden af bar irritation.

    Fuldendt vammelt
    Scene efter scene er fuldendt vammel, med alt hvad det indebærer af lykkelige genforeninger af skilte par og små skulderklap fra en imponeret præsident.
     

    Fantastiske effekter

    Familieidyl bliver genskabt ledsaget af sød musik, og ikke færre end tre gange skal vi igennem klassikeren I love you. Så det er kun på grund af de fantastiske effekter, at man efter filmen ikke føler sig fuldstændig til grin. Den 2. juli opfanger en satellit signaler fra rummet, og man kan med det samme slå fast, at det er noget levende, der er på vej mod Jorden.

    Højeste alarmberedskab
    Præsidenten sætter sit fædreland i højeste alarmberedskab, men det er for sent, da rumvæsenerne går i aktion og på ganske få minutter udrydder landets største byer. Der går selvsagt panik i befolkningen, men de, der ikke allerede er flygtet, er med garanti dømt til døden. For det er ikke små pistoler, de fremmede anvender.

    Hovedet holdes koldt

    Heldigvis er der nogen, der formår at holde hovedet koldt og udtænke en plan for, hvordan det enorme rumskib kan destrueres. Heriblandt er den miljøbevidste tekniker David Levinson, der skal sørge for at smitte skibets hovedcomputer med en virus, så det altafvisende skjold blottes og kan beskydes.

    En finger med i spillet
    Den pæne dreng, jagerpiloten Steven Hiller er villig til at flyve om bord på skibet i en statshemmeligt udviklet specialflyver. Og præsidenten har hele tiden en finger med i spillet, som præsidenter nu bør have.
     

    Ansigtet gemt i hænderne

    Men vi skal ikke være i tvivl om, at han har det hårdt med at være manden med det afgørende ord. Hvor mange af de døde havde han kunnet nå at advare?, spørger han sig selv med ansigtet gemt i hænderne. Det lykkes David og Steven at sikre amerikanismen, eller hvad der er tilbage af den, og samtidig er konen -og ekskonen - sikret for tid og evighed.

    Kaotisk larmende
    I den kaotisk larmende fortællestil er det yderst vanskeligt, hvis overhovedet muligt, at tænke en eneste selvstændig tanke.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021