Independence Day (1996)

Sammenhængende film:
Independence Day (1996)
Independence Day: Resurgence (2016)

"Independence Day" er værd at se, fordi den i nogle få, intense sekvenser er stoppet til bristepunktet med Hollywoods seneste computer- og miniatureteknologi. Dét er flot.

Irriterende patriotisk

Men hvor effekterne i glimt er skyld i hængende underkæbe og udtørrede øjne hos tilskueren, er historien så katastrofalt amerikansk-patriotisk, at det næsten ikke er til at bære.

Fuldendt vammelt
Scene efter scene er simpelthen fuldendt vammel – med alt, hvad det indebærer af lykkelige genforeninger af skilte par og små skulderklap fra en imponeret præsident. Familieidyller ledsages af sød musik, og ikke færre end tre gange skal vi igennem "klassikeren" I love you.

Højeste alarmberedskab

Den 2. juli opfanger en satellit signaler fra rummet, og amerikanerne kan med det samme slå fast, at det er noget levende, der er på vej mod Jorden! Præsidenten sætter sit fædreland i højeste alarmberedskab, men det er for sent, da rumvæsenerne går i aktion og på ganske få minutter udrydder landets største byer. Der går selvsagt panik i befolkningen, men de, der ikke allerede er flygtet, er med garanti dømt til døden. For det er ikke små pistoler, de fremmede anvender...

Hovedet holdes koldt

Heldigvis er der nogen, der formår at holde hovedet koldt og udtænke en plan for, hvordan det enorme rumskib kan destrueres. Heriblandt er den miljøbevidste tekniker David Levinson (Jeff Goldblum), der skal sørge for at smitte skibets hovedcomputer med en virus, så det altafvisende skjold blottes og kan beskydes.

En finger med i spillet
Den pæne dreng, jagerpiloten Steven Hiller (Will Smith), er villig til at flyve om bord på skibet i en statshemmeligt udviklet specialflyver. Og præsidenten har hele tiden en finger med i spillet, som præsidenter nu bør have.

Ansigtet gemt i hænderne

Men vi skal ikke være i tvivl om, at han har det hårdt med at være manden med den afgørende beslutning. Hvor mange af de døde havde han kunnet nå at advare, spørger han sig selv med ansigtet gemt i hænderne. Det lykkes David og Steven at sikre "amerikanismen", eller hvad, der er tilbage af den, og samtidig er konen – og ekskonen – sikret for tid og evighed. I den kaotisk larmende fortællestil er det yderst vanskeligt, hvis overhovedet muligt, at tænke en eneste selvstændig tanke.