Lamerica (1994)

Fængslende, nervepirrende og dybt udtryksfuld italiensk film, der i voldsomme billeder beskriver nutidens Albanien på en meget original måde.
 

Håbet lever

"Lamerica" er historien om to italienere, der rejser til Albanien med dét formål at åbne en skofabrik for få midler. De har hørt historier om italienere, for hvem forretninger gik glimrende i det fattige Albanien.

Kummerligt fængsel
For at kunne starte fabrikken har italienerne brug for en albansk frontfigur – en direktør. Under en inspektion på et usandsynligt uhyggeligt og kummerligt fængsel får italienerne fat i den særdeles mutte og spolerede ældre mand Spiro (Carmelo Di Mazzarelli), som har siddet i det mørke fængsel i over 25 år.

Større problemer

Det lykkes italienerne at få Spiros underskrift, men da han efterfølgende stikker af fra det sygehjem, hvor italienerne har placeret ham, opstår der større problemer. Den lidet tolerante italiener Gino (Enrico Lo Verso) indleder en personlig eftersøgning i sin, efter albanske standarder, meget prangende Suzukibil.

Tiltagende klaustrofobisk
Lige meget, hvor meget Gino forsøger at holde albanerne og deres kummerlighed på afstand, trænger den alligevel nærmere og omslutter ham på en mere og mere klaustrofobisk måde.

Bil uden hjul

Værst bliver det, da Gino finder sin bil uden hjul og nu virkelig må kaste sig ud blandt albanerne. Det bliver en rejse, han sent vil glemme, for nu er han pludselig ligestillet med albanerne. Han kan ikke længere tillade sig at spille højt spil og hæve sig over de fattige.

I fattigdommens ruiner
"Lamerica" giver bagvendt nok et æstetisk og forførende billede af det fattige Albanien. Luca Bigazzis fotografering er så kompositorisk raffineret, at man kommer til at sætte pris på alle de motiver, som fattigdommens ruiner former.
 

Flot spil

Skuespillet er meget flot. Hovedrolleindehaver Enrico Lo Verso er overbevisende – talentfuldt spil. Som den hærgede Spiro spiller Carmello Di Mazzarelli i en klasse for sig. En film, man ikke bør gå udenom.