Lost Angels (1989)

Med sin meget deprimerende historie er "Lost Angels" en svær nød at knække. Samtidig er filmen ualmindeligt rodet og springende. Det er let at blive irriteret på den.
 

Ung, besværet dreng

Adam Horovitz filmdebuterer som den besværede teenager Tim Doolan, der har svært ved at omgås andre mennesker. Hans mor finder situationen så alvorlig, at hun sender ham på et særligt hjem, hvor han bliver spændt fast til sengen.

Spændes fast og spærres inde
Hér møder han sin kommende kæreste Cheryl Anderson (Amy Locane). Ingen af dem synes at være besværlige, i hvert fald ikke i en sådan grad, at de skal spændes fast og spærres inde. Adams psykiater Dr. Charles Loftis (Donald Sutherland) skal forsøge at få ham på ret kurs igen.

Svær at holde på
Men Adam er svær at holde på. Han stikker af et par gange og deltager i voldeligheder, som halvbroren har arrangeret i verdenen udenfor. Men efterhånden kommer psykiateren ind på livet af drengen, især da Adam selv opsøger ham privat, fordi kæresten er på stoffer og render rundt i byen...

Tangerer surrealisme
"Lost Angels" er smukt teknisk sammenstykket. Bemærk de mange akavede lyssætninger og billedudsnit, der næsten tangerer surrealisme. Ultra fugle/frø-perspektiver og smukke panoreringer i en opfindsom fotografering af Juan Ruiz-Anchia. Philippe Sardes musik er særpræget i en blanding af computer- og klassisk musik.

Tåbelig fremstilling
Der kommes ikke udenom, at ungdomshjemmet er tåbeligt fremstillet. Det er slet ikke muligt at acceptere en så gennemført ussel institution med ondt personale og masser af lysstofrør. Dét har vi set så mange gange før. Instruktør Hugh Hudson vil så gerne give filmen et særpræg, og det har han formået på den tekniske side, men forsøget på at gøre historien ekspressionistisk er mislykkedes.