The Mosquito Coast (1986)

    En ihærdig far og videnskabsmand slæber kernefamilien med ud i urskoven, hvor han bliver mere og mere mærkelig.


    DET GLADE VANVID

    "The Mosquito Coast" er en seriøs og anderledes film, der går tæt på og sjældent mister taget i tilskueren. Harrison Ford er fantastisk i en anderledes rolle som familiefaren Allie Fox.

     

    En moderne opfinder

    Den moderne opfinder Allie Fox vil ikke længere se på sit lands ødelæggelse og industrialisering. Derfor tager han hele familien med til Mosquito for at starte igen på en naturlig og frisk måde. Her køber han en hel lille landsby, som han hurtigt får sat skik på, blandt andet ved at installere et kæmpeeksemplar af sin nyeste opfindelse – ismaskinen.

    Følelser ude af kontrol
    Denne landsby kommer til at betyde uendeligt meget for ham, og han har svært ved at styre sine følelser, da fremmede og uvedkommende trænger ind på hans område. Allie bliver fanatisk og er slet ikke til at tale med. Han lever helt i sine egne drømme om at skabe et nyt liv i junglen – langt væk fra USAs forurenede storbyer.

    Tankevækkende skildring
    Australske Peter Weir, der også instruerede Ford i kriminaldramaet Witness (1985), viser hér det store overblik, når han skal skildre videnskabsmandens tro, håb og nederlag. "The Mosquito Coast" er en meget tankevækkende skildring af det moderne menneskes svagheder.

     

    Giver aldrig op

    Allie Fox er stædig og vil under ingen omstændigheder give op – om han så skal dø for sin sag. Han vil bygge en ny tilværelse op i junglen, og det skal være et sted, der ikke er markeret på noget kort. Ud over Harrison Fords altid habile spil er også den unge River Phoenix' spil utroligt smukt og afbalanceret. Helen Mirren spiller fint som den skeptiske og lidt for godtroende kone.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1986, USA, Drama, Eventyr, Thriller, Teenagere, Børn på film, Skibe på film, Biler på film, 117 min.

    Dansk titel: Moskitokysten
    Instr: Peter Weir Prod: Jerome Hellman Manus: Paul Schrader Baseret på: roman af Paul Theroux Foto: John Seale Klip: Thom Noble Mus: Maurice Jarre
    Priser
    • GG-N - Bedste skuespiller (Ford)
    • GG-N - Bedste musik