Psycho (1960)

Sammenhængende film:
Psycho (1960)
Psycho II (1983)
Psycho III (1986)
Psycho (1998)

"Psycho" er en på alle måder fascinerende film, som den kun kunne støbes af mesteren Alfred Hitchcock. Den totalt opslugende fortællestil, der helt omslutter den spændende historie, er i sig selv uovervindelig, og med de troværdige skuespillerpræstationer oveni bliver "Psycho" et fuldendt æstetisk gys.
 

Stikker af fra det hele

Marion Crane (Janet Leigh) ser midt i sin trættende hverdag pludselig muligheden for at stikke af fra det hele, da hun på sit arbejde får $40.000 i hånden. Det er meningen, hun skal sætte dem i banken, men i stedet pakker hun en kuffert og kører af sted.

Tiltalende motelejer
En politibetjent fatter mistanke, idet Crane virker forstyrret og paranoid, da han taler med hende i vejkanten. Marion Crane kører ind til et øde beliggende motel, der drives af den umiddelbart tiltalende unge mand Norman Bates (Anthony Perkins).

Værelse nr. 1

Han viser hende tilrette på værelse nr. 1, og han er svær at afvise, da han straks byder Marion på aftensmad. Et par uger efter begynder Marions familie at blive bekymret, og en større efterforskning begynder.
 

Brændende helvedesild

Efterforskningen leder flere ud til Bates' motel, bl.a. en privatdetektiv og Marions søster. Snart vil Norman Bates' særpræg blive afsløret, og "Psycho" kan slutte midt i en brændende helvedesild.

Æstetikken former uhyggen
Hitchcocks måde at skildre det centrale mord på er ikonisk, ikke fordi, det afføder en biden sig i tungen af rædsel, men fordi æstetikken former uhyggen.

Dominerende psykologi

Det psykologiske gys er, som titlen antyder, dominerende, og det latent vanvittige univers, der på overfladen virker så idyllisk og ufarligt, er svært æggende. Anthony Perkins' virtuose formidling af den dybt psykotiske hovedperson gør blot filmen endnu mere skræmmende.

Detaljeret historie
Historien er så detaljeret bygget op, at den medriver i samtlige sekunder. Dybt imponeret ser vi til, når filmen tager den ene uventede drejning efter den anden. Janet Leigh er fantastisk som den fortørnede, urolige storbykvinde, der pludselig for alvor konfronteres med sig selv. Lyt til et godt råd: Undgå at se Gus Van Sants frygtelige genindspilning fra 1988.