Seven (1995)

    En udspekuleret massemorder driver gæk med to sagesløse politibetjente.


    PERFEKT ÆKEL FILM

    Klamsvedt og angstprovokerende, psykologisk krybende og uafrystelig film, som bestemt ikke er for svage sjæle.
     

    Mørk intensitet

    "Seven" er uhyggelig i al sin mørke intensitet, der ikke på noget tidspunkt åbner en dør på klem til lyset: Man skal mere end almindeligt meget igennem som tilskuer i en gennemført deprimerende filmoplevelse.

    Et umage par
    Brad Pitt spiller den unge drabsafdelingsbetjent Mills, der er kommet "i lære" hos den snart pensionsdygtige Somerset. Deres metoder er ret forskellige, og de har ikke meget at sige hinanden. Mills har en ung, yndig kone i gennemsigtig skjorte rendende rundt hjemme i en nyerhvervet lejlighed, mens Somerset er så godt som ungkarl, trods sine omkring 65 år.

    Forskels-spændinger
    Så allerede fra filmens spæde start er der lagt op til forskels-spændinger mellem ung/gammel, frisk/sløv, smuk/rynket, kan endnu/kan slet ikke, osv. Sammen skal de to betjente forsøge at opklare et brutalt mord på en svært overvægtig mand. Motivet er uforklarligt, men efterhånden dukker sporene op; spor, der er sat af en helt klart vanvittig, men begavet og frem for alt tålmodig morder.

    De syv dødssynder
    Da mord nummer to bliver begået, går det op for de to betjente, at morderen har de syv dødssynder i tankerne, og at han således nok vil begå endnu flere drab. Alt sættes nu ind på at finde morderen, men han er langt mere snu end som så.
     

    Action på drengen

    Der kommer først rigtig gang i historien, da morderen første gang opdages og forfølges ned gennem syv etager og et godt stykke videre gennem byen. Fra det øjeblik kommer der action på drengen i en kriminalfilms-dissektion, der er skåret meget skarpt og præcist.

    Kvalmt frastødende
    Efterhånden når vi filmens klimaks, der må siges at være både kvalmende og frastødende i en grad, så man har lyst til at løbe skrigende bort. Man skal her nok være ualmindelig hård for ikke at føle sig dårligt tilpas.
     

    Humoristiske indslag

    I filmens første halvdel har instruktør David Fincher forsøgt sig med en del humoristiske indslag. Men de synes alle noget malplacerede og dårligt timede. Resultatet bliver, at man sidder og kigger på sit ur i stedet for at grine med. Brad Pitts skuespil er i denne film ikke helt i top, han er en anelse for stiv og fastlåst: Rollen synes i for høj grad baseret på hans status som sexsymbol i Hollywood.

    Fine præstationer
    Morgan Freemans præstation er derimod fuld af farve. I rollen som Pitts unge kone ses Gwyneth Paltrow, og hun leverer en ret naturlig præstation. Det virker noget frastødende, at Mills konstant benytter glosen "fucking/fucker", også om morderen. "That fucker" og "fucking psycho" osv. Det er i længden temmelig plat.

    Stilren fornyelse
    Opening titles og end credits er meget særprægede: Endelig er der gjort noget helt særligt og næppe før set ud af disse "bogstaver"! (End credits løber nedefra og op.)



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1995, USA, Thriller, Krimi, Drama, Mystik, Seriemordere, 125 min.

    Dansk titel: Seven (Se7en)
    Instr: David Fincher Prod: Arnold Kopelson, Phyllis Carlyle Manus: Andrew Kevin Walker Foto: Darius Khondji Klip: Richard Francis-Bruce Mus: Howard Shore
    Priser
    • AAN - Bedste klipning