Dexter [4] (2009)

    En ekspert i blod i Miamis drabsafdeling lever et dobbeltliv som helt almindelig hverdagsborger og seriemorder med speciale i at slå andre mordere ihjel.


    DOBBELTLIV #4

    Sammenhængende i denne serie:
    Dexter [1] (2006)
    Dexter [2] (2007)
    Dexter [3] (2008)
    Dexter [4] (2009)
    Dexter [5] (2010)
    Dexter [6] (2011)
    Dexter [7] (2012)
    Dexter [8] (2013)

    Fjerde sæson af "Dexter" skiller sig ud fra de tre første – og i særdeleshed anden og tredje – ved at være ikke bare lidt, men markant mere nervepirrende, velskrevet og overraskende. Sæsonen har langt mere bid og originalitet, bl.a. fordi her her ikke er skrevet tyndbenet utroværdige partners in crime ind i herlighederne, som vi så det udtalt i tredje sæson, og som det også bliver tilfældet i femte.

    Kamæleon-superskurk
    I stedet er fokus på kamæleon-superskurken Arthur Mitchell, der hos politiet er kendt som Trinity Killer på grund af de morderiske fremgangsmetoder. I mødet med Mitchell opstår der for første gang i Dexter-serien rendyrket magi. For hér er endelig en skuespiller, der giver alt og er knalddygtig til det: John Lithgow.

    Krybende uhyggeligt
    Ikke alene er hans rolle velskrevet og kantet, Lithgow udstråler også det helt rigtige utilregnelige helvede i dobbeltlivet som hhv. seriemorder og familiefar med sekterisk vanvid. Det er krybende uhyggeligt og fuld af nerve. De tidligere sæsoners småkiksede og stereotypt spillede biroller er her stadig, men de blegner og viger tilbage – eller endnu bedre: Højner deres niveau som følge af Lithgows stjernepræstation.

    Seriemorder-fritidsinteresse
    Det er også sæsonen, hvor der bliver vendt op og ned på Dexters trygge base, der ellers vigtigst af alt sikrer ham "den normale mands" udstråling udadtil. Ellers er det jo svært at opretholde fritidsinteressen som seriemorder ved siden af politikarrieren.

    Markant elektricitet
    Intrigerne på politistationen er også trådt en anelse i baggrunden. Det er helt tydeligt, at man her i fjerde sæson tidligt har fornemmet den markante elektricitet, der opstår i samværet med Lithgow, og har udnyttet den til at udvikle hele atmosfæren i en mere total-elegant retning. Masser af underlægningsmusik sørger stadig for at slå den rette stemning an, men knap så anmassende.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024