Dexter [5] (2010)

    En ekspert i blod i Miamis drabsafdeling lever et dobbeltliv som helt almindelig hverdagsborger og seriemorder med speciale i at slå andre mordere ihjel.


    DOBBELTLIV #5

    Sammenhængende i denne serie:
    Dexter [1] (2006)
    Dexter [2] (2007)
    Dexter [3] (2008)
    Dexter [4] (2009)
    Dexter [5] (2010)
    Dexter [6] (2011)
    Dexter [7] (2012)
    Dexter [8] (2013)

    Efter seriens højdespringer med spænding og originalitet i fjerde sæson, er vi nu igen nede på niveau med seriens lidt gumpetunge start. 5'eren er bedre skruet sammen end de mest skvattede sæsoner, men er stadigvæk i vid udstrækning konstrueret massemorderdramatik uden megen kant.

    Partners in Crime
    Og en af de ting, der både irriterer og trækker ned, er, at der absolut skal skrives en Partner in Crime ind i serien og Dexters hverdag. Det så vi udtalt også i tredje sæson, og det fungerer overhovedet ikke troværdigt. Denne gang er det den forsmåede kvinde Lumen, som Dexter finder på dødens rand. Hun er – skal det vise sig – endnu et tiltænkt offer for en ring af sadistisk-liderlige mænd.

    Ned med nakken
    Da først det værste møg og mentale støv er banket af Lumen, bliver hun Dexters makker i et temahævntogt, hvor de grumme mænd en efter en kommer ned med nakken. Og hvor umiddelbart oplagt spændende, dét end måtte lyde, så knækker sæsonen flere gange nakken på forholdet Dexter/Lumen.

    Greb om grundsubstansen
    Dog ikke nok til at trække sæsonen helt ned i dyndet. Der er bedre greb om grundsubstansen og bipersonerne, hvilket er vigtigt i opretholdelsen af mimimumsgejst hos tilskueren: Hvorom alting er, drives man jo af nysgerrigheden for, hvad der skal blive af Dexter og samlebåndsmordene.

    Glider af på klichéerne
    Sæsonen savner igen den eller de store enkeltpræstationer, som vi oplevede det med John Lithgow i fjerde sæson. De fleste personer glider af på de tyndt skrevne klichéer, men opererer i store træk fornuftigt i politimiljøet. Bedst på holdet i femte sæson er Jonny Lee Miller som den åleglatte spekulant Jordan Chase – og Peter Weller som den afdankede betjent Stan Liddy.

    "Tryghed" på lydfronten
    Musikken forekommer ikke helt så arketypisk stemningsdikterende som i flere af de foregående sæsoner. Lyddesignet holder dog "trygheds"-niveauet, komplet med den evigt himmelråbende dumme kliché, hvor computeren siger lyde, hver gang fx et vindue åbnes på skærmen. Ellers kan publikum jo ikke forstå, hvad der sker..!



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024