Twelve Monkeys (1995)

Er fremtiden fortid? Eller er det fortiden, der er fremtid? Sådan spørger du måske dig selv under "12 Monkeys", når det hele synes lidt forvirrende og uforståeligt. Men der er ingen grund til at føle sig skuffet over historien – den er på ingen måde dårlig eller overdrevet.

Et pragtmanuskript
David Webb Peoples har tidligere skrevet manuskript til film som Unforgiven (1992), og til "12 Monkeys" har han taget sin kone til hjælp. Sammen har de leveret et pragtmanuskript til Terry Gilliam, instruktøren, der bl.a. har en lang Monty Python-karriere bag sig.

Lovende start
Filmen starter uhyre lovende med et spring fra nutiden og ind i fremtiden. Det er James Cole (Bruce Willis), der drømmer om året 1996, det år, han skal sendes "tilbage" til for at forsøge at finde årsagen til en virus, der udryddede 99 % af Jordens befolkning.

En fejlanbringelse

Med i drømmen er både Kathryn Railly (Madeleine Stowe) og Jeffrey Goines (Brad Pitt). Men ved en fejl havner Cole i året 1990 og bliver anbragt på en sindssygeanstalt, side om side med Goines. Og hans psykolog hedder Kathryn Railly!

Svært at overbevise

Cole kan naturligvis ikke overbevise nogle om, at en virus vil udslette næsten alle mennesker i 1996. På et tidspunkt kommer han "tilbage" til år 2035, hvor han er fængslet. Fængselspersonalet er villige til at give ham en chance mere, og nu havner han i det rigtige år, en uges tid før virussens udbrud.

Visuelt mesterlig
"12 Monkeys" er en visuelt mesterlig fortolkning af et skræmmende fremtidsbillede. Terry Gilliams sans for indstillinger og arbejde med lys og skygge er eminent, og resultatet er i en klasse for sig.

Pragtpræstation
Den dygtige instruktion spores imidlertid også i skuespillet, hvor Bruce Willis' præstation er helt fantastisk. Han er perfekt i denne rolle og har aldrig været bedre. Mere tvivlsom er Brad Pitt, der ikke helt formår at levere en troværdig patient på en psykiatrisk afdeling. Madeleine Stowe er omvendt sprudlende som den desillusionerede psykolog – skræmt og tøvende.
 

Dommedag i nutiden
Det er en kolossalt medrivende film, der kun ganske sjældent bliver lidt for kåd. Gilliams flytter dommedagen ind i "nutiden", nemlig december 1996, så det hele virker mere virkelighedsnært.
 

God brug af humor

Selvom budskabet er skræmmende, overvælder filmen ikke mere end overfladisk, for den gør tydeligt brug af humor. Slutningen er overraskende og giver stof til eftertanke – endda med en klump i halsen.