Remember (2015)

Skamkritiseret af rigtig mange internationale kritikere, men mødet med Atom Agoyans "Remember" er en særdeles positiv overraskelse. Faktisk er det længe siden, vi har set en så original fortolkning af holocaustoverleveres efterår, personificeret i hovedpersonerne Zev Guttman (Christopher Plummer) og Max Rosenbaum (Martin Landau).

De to mødes sent i livet på et plejehjem, og kørestolsbrugeren Max overtaler den demensramte Zev til at rejse ud for at slå dén auschwitznazist ihjel, der dræbte deres familier under krigen. Zevs fremskredne demens gør rejsen til en svær prøvelse, og de folk, han møder på sin vej, er lige dele bekymrede og forundrede. Fordi der var flere, der tog navnet Kurlander efter krigen, er Zev nødt til at opsøge dem alle for at finde frem til den virkelige skurk. Bevæbnet med en revolver og dét brev, Max har givet ham med præcise instrukser, er den aldrende og demente Zev en meget farlig omrejsende...
 

"Remember" er præget af en let mystik, men afsløringen og hermed perspektiveringen kommer sent i filmen, hvilket får kabalen til at gå op. Atom Egoyan lykkes meget flot i formidlingen af utrygheden og usikkerheden – fra starten er dramaet højspændt og uafklaret, men med en krystalklar og letforståelig fremdrift. Christopher Plummer er filmens helt store bærende kraft og leverer en eminent præstation som den demente Zev. Indimellem skinner hans utilslørede jeg frem gennem sygdommens tåger, som når Zev fx sætter sig ved et tilfældigt klaver og spiller fejlfri klassiske toner. Det er også i disse klarhedens scener, at "Remember" rammer en dybt bevægende og oprigtig åre af melankoli, tilført historisk vingesus og smuk livsperspektivering. Zev genkender noget af sig selv og sin fortid, han er måske bare ikke klar over det. Og øjeblikket efter minder brevet fra Max ham om, at han er på en drabelig mission.

På mange måder kan filmen karakteriseres som en thriller, hvor Zevs nazidestruktive mission er den drivende kraft. Men spændingen er mere underliggende og ikke den egentlige fremdrift. Atom Egoyan er meget mere interesseret i de indre dramer, og dén dagsorden har Christopher Plummer til fulde forståelse for. Undervejs på Zevs rejse dukker Bruno Ganz og Dean Norris op i to meget forskellige biroller, begge som led i Kurlander-opklaringsarbejdet. Særligt i mødet med Norris opstår der glimt af tragikomedie – da Norris' sande jeg kommer op til overfladen. I øvrigt optaget i en af filmens absolut stærkeste locations, klos op ad en enorm grusgrav, hvor der konstant lyder sirener, der stresser Zev tilbage til kz-tiden.

"Remember" får desværre lidt for melodramatiske svingninger henimod slutningen, hvor bl.a. en alderssminket Jürgen Prochnow ikke er helt troværdig, men spændingen og dynamikken er alligevel intakt helt til sidste scene. Mychael Danna, der har skrevet musik til flere af Egoyans film, er her i sit absolut mere originale lune. Musikken til "Remember" er klassisk inspireret, mørk, eksperimenterende og for en mindre besætning. Helt igennem klædeligt for filmoplevelsen.