Showtime (2002)

At parre Robert De Niro med Eddie Murphy er i sig selv en frisk actionkomisk idé, men for at samspillet skal slå gnister, kræves et både finurligt og velskrevet manus, og dét skal der desværre kigges langt efter i "Showtime".

Gnaven gammel betjent

Her spiller De Niro den gnavne gamle kriminalnbetjent Mitch Preston, der på grund af sit temperament er tæt på at havne i bundløs uføre på jobbet. Men han kan blive reddet på målstregen, hvis han siger ja til et medvirke i et realityshow om politiets hverdag.

Tvangsparret politimakkerpar

Det er selvsagt ikke noget, der passer Mitch, særligt ikke, da han skal tvangsparres foran alle mulige kameraer med den kække betjent Trey Sellars (Eddie Murphy). Det kan kun ende med en masse gnidninger, men måske kan en fælles sag imod en klam bagmænd alligevel ryste gutterne sammen?

Efter bogen

Fra første færd er det tydeligt, at "Showtime" ikke har ret meget nyt at byde på. Det er en genrefilm 100 % efter bogen – med evindelige overfriske replikskifter, dyrt opsatte actionscener og masser af tanden-for-tåbelige komiske optrin.

Varemærkeovergearing

De Niros rutinerede spil redder en del scener fra decideret bundskrab, ligesom Eddie Murphy i sin varemærkeovergearing bidrager til komisk tæft, dog kun i ganske få øjeblikke. Rene Russo leverer småkrukket dullespil som den forføreriske tv-babe, som alle mænd omkring hende synes er superhot.

I en sikker stemning

Alan Silvestris genremusik sætter tilskueren i en "sikker" stemning, og det gælder både under biljagter og i de potentielt kluklattermilde optrin.