I, Daniel Blake (2016)

    Efter et alvorligt hjertetilfælde er en britisk enkemand tvunget ud af arbejdsmarkedet. Men forude venter en hård kamp mod systemet.


    HYPER-SOCIALREALISME

    80-årige Ken Loach tog i dén grad anmeldere, festivaljuryer - og tilskuere - med storm med dette klassisk britisk socialrealistiske drama. "I, Daniel Blake" vandt hele tre priser ved festivalen i Cannes, herunder De gyldne Palmer.

     

    Hyper-socialrealisme

    signifikante kvaliteter rummer filmen dog ikke. Faktisk slet ikke tilnærmelsesvis. Loachs film er hyper-socialrealistisk med en helt igennem forudsigelig bittersødme fra ende til anden. Og så er skuespillet gumpetungt i en grundtone, der aldrig helt finder ud af, om den vil satse på det alvorstunge eller samfundssatiriske.

     

    Ingenmandsland

    Resultatet er en film i ingenmandsland, hvor identifikationen med titelfiguren går fløjten, næsten før den er forsøgt bygget op. Dave Johns' spil som Daniel Blake er ganske vist præget af nogen indlevelse i livet på samfundets bund, men det dialekttungt temperamentsfulde har en markant slagside mod det ofte ufrivilligt komiske.

     

    Tabere i folkelig montre

    Vi bevæger os mere og mere i retning af dén form for "realisme", som Per Fly serverede herhjemme tilbage i 0'erne. Særligt Bænken (2000), der udstillede taber-Danmark i en folkelig montre, som hr. og fru Jensen kunne kredse op ved kakelbordene derhjemme.

     

    Et liv på kanten

    For Loachs film er noget af det samme: en serie tungt stereotype hverdagsproblemstillinger som oplevet gennem den af samfundet opgivne Blake. Godt nok er han ikke på flasken som Jesper Christensens Kaj, men han lever et liv på helse-kanten med sit faretruende dårlige hjerte.

     

    Et godt hjerte

    At Blake har et godt hjerte står dog hurtigt klart. For selvom han er uden indtjening, kan han sagtens bruge masser af energi på samfundets øvrige udskud. Nogen må gøre noget og råbe ad bureaukratiet, så det gør Blake - og han bliver et forbillede for andre på samfundets bund.

     

    Florence Nightingale

    Blake hjælper bl.a. tilflytterfamilien Morgan med alenemor Katie og to børn. Her kniber det også gevaldigt med økonomien, og Katie kommer i løbet af filmen længere og længere ud, hvor hun ikke kan bunde (-gosh, havde man set dén komme?)

     

    Ærligt lydbillede

    En af filmens klare forcer er den stort set gennemført jordbundne lydside, der fremhæver det virkelige livs dramaer frem for at underkaste den sødsuppede musikalske toner (som hos Fly.) Samtidig er der klarsyn og enkelthed i billederne, der holder sig til den rå og enkle realismes æstetik.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Drama, 100 min.

    Dansk titel: Jeg, Daniel Blake
    Instr: Ken Loach Prod: Rebecca O'Brien Manus: Paul Laverty Foto: Robbie Ryan Klip: Jonathan Morris Mus: George Fenton
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste ikke-amerikanske film
    • RB-N - Bedste ikke-amerikanske film
    • CAN - Palm DogManitarian Award
    • CAN - Palme d'Or
    • CAN - Prize of the Ecumenical Jury - Special Mention