Krigernes børn (1979)

"Når flugten ender, får kærligheden måske en chance." Sådan forsøgte dette håbløst uvedkommende danske drama om en mystisk fortid, hvor en gruppe børn undertrykkes på det groveste i et mandsdomineret samfund, bl.a. at markedsføre sig selv.
 

Benene på nakken

Børnene og teenagernes eneste håb er at tage benene på nakken, og de havner på en lille ø, hvor der trods alt findes ligesindede. Øen har dog også sine dumme svin, bl.a. i skikkelse af fabrikanten (Finn Nielsen) – ham skal børnene passe på! Men i instrumentmageren Andante (Ove Sprogøe) finder ungerne en, de kan folke med.

Vovede billeder af nøgne piger
Han repræsenterer øens fiskere og tillader sang og musik. Andantes entusiasme giver børnene mod på livet igen, og der bliver plads til en smule overflade-teenage-sexantydning med vovede billeder af nøgne piger – desværre ganske frastødende set i lyset af nyere tids afsløringer om instruktør Ernst Johansens præferencer.

Svær at tage alvorlig
Hvad skal man bruge denne film til? Det er svært ikke at føle sig snydt og bedraget: Er det virkelig meningen, historien skal tages alvorligt? Jammerligt skuespil – i særlig grad fra børnene – gør ikke sagen bedre. Grundlæggende aparte ubehjælpsomt iscenesat i alt fra fotografering til personinstruktion. Underholdningsværdien kommer lidt barnligt til at bestå i at finde så mange fejl og mangler som muligt.

Et samtidig læserbrev

Et læserbrev i samtiden er dog af en helt anden holdning: "Vi er to piger på 3. årgang, der er helt vilde med hovedpersonen i filmen "Krigernes børn", Janık Lesnıak. Kunne I hjælpe os med at få hans adresse og alder? Og så vil vi godt give en skideballe til alle de aviser og blade. der har givet filmen en dårlıg kritik. Vi syntes begge to, at "Krigernes børn" var en virkelig god film, og vi vil anbefale alle unge at gå ind og se den."