Rånarna (2003)

    En ung uskyldig kvindelig betjent havner i en ubehagelig sag, der også berører hende personligt.


    TAM SVENSK KRIMI

    Hektisk, men stærkt uinspireret svensk krimi, der er skåret over en læst gennemskuelig og mainstream, at den næsten har druknet sig selv, før den overhovedet er begyndt.
     

    Umenneskeligt stresset situation

    Instruktør og manusforfatter Peter Lindmark har helt åbenlyst ønsket at fortælle en barsk, rå og vild historie, der placerer en ung, sart og uprøvet kvindelig politibetjent (Sofia Helin) i en umenneskeligt stresset situation.
     

    Koldblodige røvere

    På politistationen er man så småt på sporet af en gruppe røvere, der yderst koldblodigt røver banker i stor stil, men vores unge kvindelige betjent Klara kender flere genveje til opklaringen, som hun vælger at gå solo med, og dét bliver en hektisk affære.

    Markant fantasiløshed
    Manuskriptets mangel på fantasi er markant, og begivenhederne er både tåbelige og forudsigelige. Nerve er her ikke meget af, skønt her via überdramatisk, forstærket lyddesign og i en klassisk storladen fotografering ihærdigt forsøges at skabe et univers af uhygge og uro.
     

    Savner format

    Unge Sofia Helin tildeles absolut ikke den berigende rolle, der kunne have ført filmen over vandskorpen og tilført den en anelse ilt. Det bliver skuespil af yderst tvivlsom kaliber. Hun får ikke meget hjælp af ellers stærke kræfter som Mikael Persbrandt og Stina Ekblad, hvis roller (også) er skrevet med tumpet klichémættethed. En anmassende dårlig lydeftersynkronisering irriterer ofte.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2003, Sverige, Krimi, Action, Thriller, Biler på film, 95 min.

    Dansk titel: Røverne
    Instr: Peter Lindmark Prod: Steve Aalam, Thomas Allercrantz, Peter Lindmark Manus: Peter Lindmark Foto: Eric Maddison Klip: Mattias Morheden Mus: Johan Söderqvist