Blazing Saddles (1974)

Den amerikanske komediekunstner Mel Brooks opnåede sit helt store gennembrud – og medfølgende kultstatus – med denne fuldstændigt ustyrligt skøre westernparodi. Uheldigvis undergraver de mange outrerede morsomheder sig selv, snarere end former latterkramper... og gør filmen mere lallende, end sundt er.

Lov og orden
Kun stedvis formår Mel Brooks at opretholde lov og orden i sagerne, så der må udgydes en befriende latter, og det er generelt svært at se de funklende kvaliteter i en humor, der er slået helt og aldeles op på lagkage-falde på halen.

Filmhistoriens dummeste cowboys
Blandt de bedste scener er afgjort filmens indledning med den skønne (og Oscar-nominerede) titelsang, samt præsentationen af et par af filmhistoriens med garanti dummeste cowboys med de mest uimodståeligt drævende accenter.

Isoleret set en flot western
Der er brugt mange kræfter på scenografien, og som western fremstår "Blazing Saddles" flot i sine genremæssigt akkurate koreografier. Man kunne sagtens se dette setup for sig som kulisse for en langt mere seriøs historie.

Enorm kultdyrkelse
Overordnet set er det svært helt at forstå filmens enorme kultpotentiale. Humoren er sær, det er ganske vist, men langt mere outreret falde på halen end regulært opfindsom.

Finurlige biroller
Der er levnet plads til en hel perlerække af finurlige små biroller, blandt andre Richard Farnsworth som sherif. Men det er let at stå af på det hysteriske – ikke mindst, når komikerne bryder ud i sang eller bare fjoller uden fikspunkt.