Patch Adams (1998)

    En halvgammel lægestuderende gør oprør mod det etablerede sygehussystem og opnår stor succes.


    OVERFLOD AF GODE BUDSKABER

    De gode og glade budskaber hænger nærmest på ryggen af hinanden for at komme frem i Tom Shadyacs bittersøde komediedrama om den halvgamle lægestuderende, Hunter "Patch" Adams. Et efter et sendes budskaberne ud i filmen som på englevinger, og det er ikke til at bære i længden med alt dette glade og gennem-rigtige.

    Skræddersyet rolle
    Robin Williams udfylder den skræddersyede rolle med store armbevægelser og en våde-øjne-medfølenhed, der næsten slår alle hans tidligere roller.
     

    Hvorfor ikke blive læge?

    Efter en udmærket start, hvor Hunter lader sig frivilligt indlægge på den lukkede afdeling på grund af selvmordstanker, får han pludselig "kaldet". Han opdager, at han er utrolig god til at gøre andre mennesker glade - især hvis de er lidt nedtrykte. Og dét er mange patienter jo. Så hvorfor ikke blive læge?

    Romantisk retning
    På lægestudiet møder Hunter en masse yngre studerende, som han opbygger varme og varige venskaber med. En lille flirt med klassens snobbede pige, Carin, udvikler sig sågar i romantisk retning.
     

    Spiller klovn

    Men Hunter får problemer med sygehusets overordnede, når han spiller klovn for de syge. Hunter har bare et stort og godt hjerte, men der er ikke plads til den slags pjat på et sygehus.

    En ekstrem godhed
    Men Hunter er bare nødt til at få afløb for sin ekstreme godhed, så han og en gruppe medstuderende indretter et gammelt skur på landet som alternativt sygehus for dem, der gerne vil opmuntres - og ikke bare fyldes med piller.

    Ensretning
    Filmen udvikler sig meget tidligt i en ensretning, som man tydeligt fornemmer ikke vil ændre sig: Alle de mange omtalte gode budskaber hober sig op, så vammelheden ind imellem eksploderer i sød musik og omfavnelser.

    Sødbittert ansigt
    Robin Williams' sødbitre ansigt med den brede og skrå mund helt op til øjnene bliver uudholdeligt i længden. Det ærgrer virkelig, at instruktør Tom Shadyac bare for alt i verden ville have Williams i rollen - den passer alt for forudsigeligt til ham. Man har set ham i lignende roller talrige gange før.
     

    Olm sygehuschef

    Bedst blandt skuespillerne er altså bestemt ikke Robin Williams - men derimod Bob Gunton som olm sygehuschef, og Philip Seymour Hoffman har sine øjeblikke som koncentreret værelseskammerat.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1998, USA, Komedie, Biografi, Drama, Børn på film, 110 min.

    Dansk titel: Patch Adams
    Instr: Tom Shadyac Prod: Mike Farrell, Barry Kemp, Charles Newirth, Marvin Minoff Manus: Steve Oedekerk Baseret på: bog af Patch Adams og Maureen Mylander Foto: Phedon Papamichael Klip: Don Zimmerman Mus: Marc Shaiman
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • GG-N - Bedste skuespiller (Williams)
    • GG-N - Bedste film