Café Paradis (1950)

    På en stamkro i København drikker en gruppe sørgmodige mænd sig væk fra hverdagens sorger.


    BEMÆRKELSESVÆRDIGT

    + PLUS: spil | stemning | mørke | fotografering
    -MINUS: -

     

    Bodil Ipsen og Lau Lauritzens "Café Paradis" efter manuskript af Johannes Allen kom som en stor overraskelse imellem stribevis af ligegyldige danske filmproduktioner. Og set i lyset af, at filmen er indspillet i Morten Korch-filmens ungdom må man sige, at "Café Paradis" skiller sig voldsomt ud fra mængden.

    Bemærkelsesværdig film
    Det er ikke bare det, at "Café Paradis" er anderledes, den er også stærk og vedkommende i bemærkelsesværdigt høj grad. Skuespillet er beundringsværdigt fra stort set alle kanter (med Ib Schønberg som uforligneligt lokomotiv i en af hans uden tvivl allerstørste præstationer.)

    Forskellige skæbner
    Filmen har i meget høj grad et budskab, og det formidles meget flot. Filmen handler om forskellige skæbner, der alle på en eller anden vis har tilknytning til stambaren "Café Paradis". Arbejdsmanden Carlo Jensen har det skidt efter et ophold på en afvænningsanstalt for alkoholister, og der skal ikke meget modgang til, før han falder i igen.

    Modgang
    Hans chef Christian Birger lever livet farligt med masser af snaps og øl. Så længe det går godt på arbejdet, kan han klare skansen, men i en lille smule modgang går det helt galt også for ham.

    Ulykkelige kvinder
    Kvinderne er ulykkelige, hver på deres måde. Carlos kone Ester kan ikke bære mandens svage karakter på alkoholfeltet og er tæt ved at bukke under og flytte med deres fælles søn. Christians kone Rita er kun opsat på en luksustilværelse som direktørfrue, så hendes reaktion på mandens nedtur bliver en kold skulder. Hen ad vejen bølger det op og ned for både Carlo og Christian, men hele tiden lurer faren for atter at dumpe i alkoholismens sorte hul.

    Stilren fotografering
    Fortalt i stilrene sort/hvide billeder fremstår "Café Paradis" som et af dansk films helt unikke værker, hvor en hel stribe skuespillere for en gangs skyld er blevet prøvet af i anderledes (og ofte usympatiske) roller, hvilket er virkelig kærkomment. Som nævnt er Ib Schønberg uforlignelig, og scenerne med ham rummer en voldsom intensitet, at man holder vejret: Kan man spille så godt?



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021