Dykkerne (2000)

    To brødre fritidsdykker fra deres morfars båd og støder på en gammel tysk ubåd. Ubåden gemmer på en mystisk hemmelighed.


    SVINGENDE UNGDOMSTHRILLER

    "Med et dyk ned under vandet til en sunken ubåd skifter "Dykkerne" karakter fra en almindelig teenagefilm til gysende X-Files-mystik. Den nye danske spillefilm til 25 mio. kr. indspilles i disse uger på Sejerø." Der var stor spænding omkring tilblivelsen af teenagethrilleren, og ovennævnte overskrift kunne findes i Berlingske tidende under indspilningen af filmen.

     

    Professionel Hollywood-lookalike

    Instruktør Åke Sandgren har med "Dykkerne" skabt en dansk thriller, der udadtil ligner en professionel Hollywood-produktion, men som i historie og skuespil lader en del tilbage at ønske. Brødrene Christian (Robert Hansen) og Ask (Ralf J. Hollander) er ivrige fritidsdykkere, og de plopper da også hurtigt i, da morfaren (Otto Brandenburg) starter sin gamle skude og stævner ud.

     

    Mægtige vibrationer

    På bunden af havet finder brødrene snart en tysk ubåd, der ligger urørt og hemmelighedsfuld hen, og da de (mere eller mindre tilfældigt) havner i en luftlomme inde i ubåden, kan de godt mærke, at der er nogle mærkelige vibrationer i luft og vand. En gruppe pengegriske bagmænd, anført af Baard Owes sammenbidte Eric, er samtidig på jagt efter ubåden, så drengene kan godt komme i vanskeligheder både over og under havoverfladen.

    Svulstig og ambitiøs
    Stilen er svulstig og ambitiøs med flot kameraarbejde og "importeret" filmmusik af Randall Meyers, men historien bliver temmelig hurtigt svag i knæene og ødelægges af en håbløst surrealistisk tåge, der synes at have hentet sin inspiration fra bl.a. Riget (1994).

     

    Ligegyldige voksenroller

    De unge skuespillere gør det pænt, særligt bør debutanten Ralf J. Hollander fremhæves for sin troværdige og charmerende fremtræden i rollen som Ask. Voksenrollerne er mere eller mindre ligegyldige, bl.a. er Jytte Abildstrøm tåbeligt castet som kvinde med forbindelser til "verdenen på den anden side". "Dykkerne" blev solgt til 20 lande i Europa, Asien og Latinamerika.

     

    Pressen skrev...
    "Stilfærdige havgys" // ""Dykkerne" er en sympatisk ungdomsfilm, der lider kraftigt under sin forældede tone og et okkult plot løftet lige ud af "Riget" // "Overnaturlige gys i en udspekuleret og usympatisk dansk actionfilm for store børn" // "Godt tænkt og effektiv spændingsfilm for store børn" // "Dykkerfilm uden de store dybder" samt "På trods af store armbevægelser når den nye danske ungdomsfilm "Dykkerne" aldrig til bunds med sine ambitioner." **½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2000, Danmark, Thriller, Eventyr, Science Fiction, Teenagere, Drama, Skibe på film, 90 min.

    Dansk titel: Dykkerne
    Instr: Åke Sandgren Prod: Michael Obel Manus: Anders Thomas Jensen, Bent E. Rasmussen Foto: Dan Laustsen Klip: Kasper Leick Mus: Randall Meyers
    Priser
    • RB - Bedste special effects
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Brandenburg)
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste lyd