Carmen & Babyface (1995)

"De er unge – de er søskende – de har ild i hjertet," proklamerede en tilbagevendende salgslinje i markedsføringen af "Carmen & Babyface". Og Jon Bang Carlsens spillefilm fortæller en for mange universel historie – om dén ild, som en forældreskilsmisse kan slukke. En situation, der altid er smertelig, og hvor mødet med "den nye verden" på den anden side af kernefamiliens tryghed kan være præget af sorg og afmagt. Men der kan også åbnes nye døre...

Ved at gå i baglås...

Da den pubertetsprægede Adrian (debuterende Rasmus Seebach) – eller "Babyface", som storesøsteren kalder ham – oveni sin alderssvarende eksistens- og identitetskrise får forældrenes skilsmisse at tænke på, er han lige ved at gå i baglås. Men sammen med søsteren Carmen (Sofie Gråbøl) tager han alligevel kampen op – fast besluttet på, at der må være en vej videre. Deres udgangspunkt er deres lille landsby, der indimelem kan virke lidt skræmmende i al sin stilfærdighed.

Trist-realistisk
Jon Bang Carlsens trist-realistiske drama rummer en stærk miljøskildring og en håndfuld meget overbevisende skuespillere. Bedst er Ulla Henningsen som moren Karen, ligesom Sofie Gråbøl er med til at højne niveauet. Unge Rasmus Seebach er dog heller ikke uden evner.

Tungsindigt omhyggeligt
Filmen fejler til gengæld noget i sin lidt for tungsindigt omhyggelige gennemgang af pubertetslivets genvordigheder. Det bliver, snarere end et ærligt portræt af dét følelseskaos, som mange vil kunne nikke genkendende til, til en ærgerligt overfladisk omgang, der ofte drukner i klichéer.