Far laver sovsen (1967)

    Et ungt par lever i det perfekte parforhold med faste kønsrollefordelinger. Men det bliver der vendt op og ned på, da hun bliver direktør.


    LETKØBTE VITSER

    Der bliver spundet en lige lovligt letkøbt ende på kønsrollemorskaben, der var et særligt samtidshot emne, da "Far laver sovsen" havde premiere i 1967. Ganske vist er tidsbilledte finurligt satirisk, specielt når den vægtige idé med at vende op og ned på far og mor byder på kantet og ironisk charme.

     

    Vandede vittigheder

    Som en anmelder i samtiden noterede sig: "Alt andet lige er der mange morsomme passager i filmen, selvom de fleste af dem rangerer adskilligt under, hvad klovnerne kan præstere. Men det hører vel med til vor kulturarv at kunne grine af vandede vittigheder."

     

    Velkendte roller

    Morten Grunwald spiller skolelæreren Herbert Nielsen, der lever sammen med slipsearbejdersken Bitten (Ghita Nørby). Alt forløber nemt og smertefrit med velkendte kønsrollefordelinger, lige indtil Bitten bliver udnævnt til direktør. Så er fanden ellers løs, for hvad dælen skal stakkels Herbert gøre, når han ikke engang ved, hvilken vej en kartoffel skal vende, når man skræller den...?

    Udsøgt kogekunst
    En løsning kunne selvfølgelig være at blive husholdningselev, og dét bliver Herbert så. Og det er med en sådan succes, at han ikke alene kan servere udsøgte kulinariske oplevelser – snart kan han også skrive kogebøger! Festlig til en vis grænse med pænt skuespil – særligt Morten Grunwald er veloplagt. Fine biroller til Poul Bundgaard som kogebogsforlæggeren Stig Horekær og Bodil Udsens som tante Karla.

     

    Pressen skrev...
    "Røg i køkkenet: Filmen er hverken satire eller farce, svagest i sine "morsomme" skildringer af fadæser i køkkenregionerne. Så megen røg er sjældent oset af en sovsebrand, og end ikke så rutinerede lystspilkræfter som Marguerite Viby og Bodil Udsen i et par tanteroller evner at få varm, ægte morskab ud af den anstrengte persontegning" // "Nul kønsrolledebat" // "Fars sovs er ikke som "vor mor lavede den" // "Reaktionær humor: Filmen må vel nærmest betegnes som en hygge- og morskabsfilm, der kan give publikum et par behagelige timer uden på nogen måde at rive det ud af dets vante forestillinger" // "Viser, at man udmærket kan lave en dansk film, der på samme tid er kvik og stueren" // "Dansk folkekomedie af den gammeldags, solide slags" // "Spinkelt og ikke særlig morsomt lystspil" // "Har fået for meget kulør" // "Tynd sovs og billigt grin" samt "En uskyldig spøg". * stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026