Cocktail (1988)

Givetvis mest en kultfilm på grund af sit kitsch- og bundniveau vrider "Cocktail" sig gennem oceaner af klichéer, flødebollede standardscener med vaklende skuespil... og masser af fortænkt ungdsomsenergi.

Roger Donaldsons iscenesættelse er ikke decideret ubehjælpsom, men omvendt er det svært at finde ret meget knæfaldende at sige om hverken stil, skuespil eller generel afvikling. "Cocktail" er bedst beskrevet som et ufrivilligt urkomisk billede på selvsmageri uden nogen form for personlighed. Tom Cruise puster sig helt op til sprængepunktet i den nærved nuttede hovedrolle. Han løber med al opmærksomheden, men rollen og skuespillet holder slet ikke til presset – særligt ikke i de mere alvorlige stunder, der indløber mod filmens slutning.

Brian Flanagan (Tom Cruise) er kernen i hele filmens univers. Han er dén, alle de unge – og ældre – kvinder ser op til og vil have med hjem på skibsbriksen. Og han er dén, alle de unge fyre ser op til, fordi han er ekspert i at jonglere med glas og sprut bag bardisken. Men dybest set er Brian bare en helt almindelig ung mand, der er ved at finde et ståsted i livet, og vejen dertil er bumpet.

Drømmen er et indbringende job på Wall Street, men det er en helt anden branche, han fanges ind af, da han møder bartenderen Doug Coughlin (Bryan Brown). Doug er nemlig fresh og alle tiders alkoholjonglerende forbillede, og Brian er hurtigt billigt solgt til en tjans i baren – ikke mindst fordi, der automatisk følger brændende og villige kvindehjerter (og underliv!) med i feststemningens kølvand. Nu går det så over stok og sten for Brian. Han har succes og har fundet meningen med livet. Men snart banker virkeligheden på, og selv kærligheden er ikke helt så enkel, som blikkene over bardisken ellers dikterer.