Six Feet Under [2] (2002)

Sammenhængende i denne serie:
Six Feet Under [1] (2001)
Six Feet Under [2] (2002)
Six Feet Under [3] (2003)
Six Feet Under [4] (2004)
Six Feet Under [5] (2005)

Ingen øvre grænse for de eksistentielle temaer: Dette er en af de mest markante kvaliteter ved "Six Feet Under"-serien, og hvad der var vanedannende ved 1. sæson fortsætter ufortrødent i 2. Det er døden, der kredses om, og dét er med et så velvoksent blik for nuancer og tragikomedie, at tv-oplevelsen ikke alene er vanedannende, men også stærkt vedkommende.

Brødrene Fisher er stadig under konstant trussel fra et gigantisk begravelsesfirma, der gerne ser dem enten sælge eller bukke under. Men Fisher har ikke tænkt sig at opgive den stolte familievirksomhed. Døden har været hverdag for begge brødre helt fra barndommen, og efter faren døde, er de endda kommet meget tættere på hinanden.
 

2. sæson af "Six Feet Under" har helt samme tone som den første og dyrker en nærhed, der skinner igennem i alle parametre, herunder ikke mindst skuespillet. Parforholdskriser fylder en del på tværs af generationer og seksualitet. Forholdet mellem David (Michael C. Hall) og Keith (Mathew St. Patrick) bølger op og ned og udgør stadig en meget central tematik for serien, på helt igennem fintfølende præmisser. Men det er i forholdet mellem Nate (Peter Krause) og Brenda (Rachel Griffiths), at sæsonen for alvor viser tænder. Kompleksiteten – og hermed intensiteten – stiger, og det er både stærke og vovede påfund, der ligger til grund for udviklingerne på dette felt. Husmor Ruth (Frances Conroy) kæmper en kejtet kamp for at finde fodfæste... både blandt sine tre børn og i det nye intense forhold med den russiske blomsterhandler Nikolai (Ed O'Ross). Og datteren Claire (Lauren Ambrose) har sine store kampe med identitet og kærlighed. Lauren Ambrose portrætterer fortsat med meget stor overbevisning teenagepigens sjælekvaler.

Serien vedbliver stædigt at tryllebinde, ikke mindst med de mange drømmesekvenser, der ofte ophæver grænserne mellem netop drøm og virkelighed – og mange gange tager tilskueren ved næsen, før det opdages, at den netop overståede ekstremscene blot var en dagdrøm... Det er i sig selv en kunst at kunne skabe disse sekvenser i så mange sammenhænge, uden at vi alle nødvendigvis fatter mistanke. Men tilbage i seriens virkelighed er der alligevel tryggest. Det dramatiske univers slår gnister i den finurlige og eksistentielt begavede inddragelse af døden som et hovedtema.

I mindre biroller overbeviser særligt Richard Jenkins som Fisherbrødrenes (afdøde) far. Og så præsterer Geoffrey Nauffts vidunderligt som Nates læge Dr. DiPaolo, der overhovedet ikke har noget filter i sin præsentation af en potentielt farlig diagnose.