Six Feet Under [3] (2003)

Sammenhængende i denne serie:
Six Feet Under [1] (2001)
Six Feet Under [2] (2002)
Six Feet Under [3] (2003)
Six Feet Under [4] (2004)
Six Feet Under [5] (2005)

Der er en mening med døden. Men husker vi også at sætte pris på livet, før det er for sent? Det er et af de underliggende fine små filosofiske temaer i tv-serien "Six Feet Under", og tråden fra de første to sæsoner tages op uden slinger. Masser af ægte indblik i skæbner uden skelen til fine fornemmelser. I tredje sæson er Nathaniel Fishers død kommet lidt mere på afstand, hvilket også mærkes i de betydeligt færre indslag med farmand i drømmesekvenser. Familien Fisher klarer nu for alvor begravelsesforretningen på egen hånd, uden at behøve spørge den gamle til råds (rent åndeligt, naturligvis). Men begravelsesvirksomheden er blot ét blandt mange udgangspunkter for seriens dramaturgi.

Først og fremmest er nærheden i skildringerne af de enkelte familiemedlemmer den helt store puls, og i tredje sæson er der skruet op for parforholds-frustrationerne hos både mor Fisher, 2 gange bror Fisher, søster Fisher og partner Diaz. Det går kort og godt ikke så godt – i hvert fald ikke, når der ridses lidt i overfladen. Og det er netop, hvad "Six Feet Under" gør. Så dybe ridser, at det også går under huden på tilskueren, der opnår en stærk alliance med op- og nedturene og en generel indlevelse i seriens mangefacetterede univers.

Særligt Nates (Peter Krause) fornyede kærlighed til Lisa (Lili Taylor), som han også bliver gift og får barn med, er et drama ramt på kornet i sæsonen. For det er ikke den dybe kærlighed, selvom de vist begge bilder sig selv det ind. Brenda ligger i baghovedet, og Lisas væremåde er alt andet end nuttet. I Lili Taylors fænomenale portræt af alle tiders dagsordensættende kvinde får vi et særdeles virkelighedstro billede på et parforhold, hvor kvinden sætter standarderne for det hele.

Mor Ruths (Frances Conroy) absurd kejtede facon står også i flammer, når hun kaster sig i armene på det ene stykke mandfolk efter det andet, helt ude af stand til at læse signaler. Og Lauren Ambrose fortsætter sit i særklasse bemærkelseværdige teenagepigeportræt i rollen som lillesøster Claire, der har store problemer både med selvbillede og kærester. Forholdet mellem David (Michael C. Hall) og Keith (Mathew St. Patrick) er måske en kende fortærsket, men giver alligevel serien en fin farve.

Faktisk er homotematikken stadig så udtalt, at den udgør en hovedåre i serien, og det er ikke kun David/Keith-konstellationen, der leverer blod hertil. Beskrivelserne af miljøet, typerne og kriserne er fint ramt – med al den potentielt overfladiske virak, særligt på natklubberne.