The Girl with All the Gifts (2016)

    En pige med zombieblod i årerne kommer med ud i friheden sammen med en lille flok rigtige mennesker, og hun bliver en vigtig brik for flokken.


    »SVAMP I HJERNEN«

    Der er velsmurt uhygge på programmet, når denne filmatisering af Mike Careys roman tager fat om zombieroden og ikke slipper sit greb før spændingsudløsningen i det eksistentielt ultimativt perspektiverende klimaks. Det er dog en lidt hård fødsel, filmen sætter sig selv i verden på. Alt for mange unødvendige veer komplicerer og irriterer nemlig indføringen i det aparte univers. Filmens åbning og første små tyve minutter er således det klart svageste led.
     

     

     

    Den svage start kommer først og fremmest til udtryk i det bevidst tilbageholdende i fortællestilen. For historien skal bare overraske for enhver pris. Men så sker der noget! Efter at have været i mærkeligt dobbelttydigt selskab med en flok fastspændte børn i kørestole på en gusten underjordisk institution, kommer vi endelig ud i det fri, og filmen får i dén grad luft under vingerne.

    Det bærer den langt, og det universelle liv/død-tema står flot i den postapokalyptiske indramning, hvor den ikke helt almindelige pige Devani (Dominique Tipper) kommer med på togt ud i det virkelige livs meget konkrete farer: Verden er nemlig blevet overtaget af zombier som følge af en fatal svampeepedimi. Devani er selv lidt af et miks, skal det vise sig, så hun skal holdes i kort snor, samtidig med at hun skal vise sig central for de få tilbageværende rigtige mennesker, hvis de skal gøre sig forhåbning om at forblive i dette liv.
     

     

     

    Filmen er et hypermoderne uhyggeligt eventyr, hvor børn med svamp i hjernen afdramatiserer det efterhånden fortærskede zombietema. Vi kommer på en måde ned på jorden, selvom historien i høj grad svæver i det fantastiskes luftlag. Særlig central for filmoplevelsen er den unge Dominique Tipper, der i hovedrollen virkelig er The Girl with All the Gifts, og vel at mærke udstråler dette med både autoritet og indlevelse.

    Der er grum uhygge i de mange levende døde statister, der sover stående på den særligt karakteristiske zombiemåde. Men den rigtigt effektive spænding opstår allermest i pauserne mellem de konkrete gys, og i den overraskende slutning.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2016, Storbritannien, Gyser, Thriller, Zombiefilm, Børn på film, Action, Eventyr, Drama, 111 min.

    Dansk titel: The Girl with All the Gifts
    Instr: Colm McCarthy Prod: Camille Gatin, Angus Lamont Manus: Mike Carey Baseret på: roman af Mike Carey Foto: Simon Dennis Klip: Matthew Cannings Mus: Cristobal Tapia de Veer