Far skal giftes (1941)

    En alenefar til tre bliver presset til at gifte sig, men han selv vil det anderledes.


    (OVER)FRISKHED

    Skønne præstationer fra særligt Ellen Gottschalch og Helge Kjærulff-Schmidt giver dette danske standardlystspil en smule pondus. Historie og skuespil hører ellers ikke til blandt det bedste, dansk komedie kunne præstere under krigen, men "Far skal giftes" er alligevel stadig et opløftende bekendtskab.

    Distræt alenefar
    Helge Kjærulff-Schmidt spiller den meget distræte alenefar Jacob Jensen, hvis tre voksne børn bag hans ryg gør alt for at finde en ny kvinde til ham. Det drejer sig i bund og grund om penge – men er det umagen værd, når deres elskede husbestyrerinde Karen (Ellen Gottschalch) forlader dem i vrede?

    Mere irriterende end imponerende
    Poul Reichhardt, Bodil Kjer og Berthe Qvistgaard giver den hele armen som snobbede, forkælede og selvcentrerede børn, men deres præstationer er mere irriterende end imponerende. Særligt samtidstypisk var der ikke den store selvkritik forbundet med alderstroværdighed – således er Bodil Kjer fx 26, da hun hér spiller 15-årige Birthe!

     

    "Vittig og moderne"

    Berlingske Tidende havde følgende betragtninger på børneskuespillet i avisens anmeldelse den 2. september 1941: "Lad os saa tage Filmens unge Mennesker, de noget urolige Professorbørn. Der er Berthe Quistgaard som den ældste, teatergale Datter; vittig og moderne i sit Spil, Poul Reichhardt som Husets bokselystne Søn spiller med oplagt Lune i Boksestødene og er Laban til det sorte under Neglene. Endelig fortsætter Bodil Kjer sin Filmsukces fra "En ganske almindelig Pige". Hendes Rolle mangler den foregaaendes poetiske Kvaliteter, men hun giver den en sød Tøsethed, der imponerer ved Sikkerhed og morer meget, fordi den er taget saa fint paa Kornet."

     

    Ib Schønberg tilfører charmerende dimension

    Ikke overraskende giver Ib Schønbergs optræden som gartneren Ørsager (ansat som havemand hos professor Jensen) imidlertid "Far skal giftes" en helt ny charmerende dimension. "Far skal giftes" lægger lidt snakkelystent ud, men kommer snart i omdrejninger og efterlader nok de fleste med et smil på læberne.

     

    Pressen skrev...
    "Guldhjerter i jargon: Lau Lauritzen staar som Eneinstruktør af" Far skal giftes": Han har ikke formaaet at ophjælpe Manuskriptets Niveau, men han kan sit Kram som Filmsmand. Teknisk er "Far skal giftes" upaaklagelig; den har Tempo, og den har udmærkede Billeder" // "Asa lægger ud med en bred, folkelig film" // "Fornøjelig og velspillet dansk Filmfarce, der gjorde megen Lykke" samt "Blev en folkelig Sukces. Men den betød ikke nogen ny Landvinding for dansk Film: Asa havde lovet en ægte dansk Hyggefilm, og det Løfte blev indfriet; men man gav heller ikke en Smule mere. Men naturligvis kan en Hyggefilm ogsaa blive Sukces, og det blev denne i jævn folkelig Forstand." *½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1941, Danmark, Komedie, Romantik, Familie, 90 min.

    Dansk titel: Far skal giftes
    Instr: Lau Lauritzen Prod: Henning Karmark Manus: Børge Müller Baseret på: skuespil af Axel Frische Foto: Rudolf Frederiksen, Alf Schnéevoigt Klip: Marie Ejlersen Mus: Peter Deutsch