Backgammon (2014)

Danny Thykær debuterer her som næsten-spillefilmsinstruktør. 68 minutter er på grænsen mellem lang kortfilm og meget kort langfilm, men "Backgammon" rejser helt andre og mere fundamentale debatter end spilletid.

Paradoksalt nok er den korte spilletid noget af det mest positive, der er at sige om Thykærs film. For "Backgammon" er ikke nem at sidde model til: Trods lavt budget og ihærdigt, semiprofessionelt arbejde er der ikke meget i afviklingen, der afføder klapsalver.

Thykær spiller selv hovedrollen som den 35-årige Erik, der ærligt talt har det noget så psykisk møgskidt. Dag efter dag sidder han alene ved sit campingbord i det våde efterår i en park med sit Backgammonspil. Indimellem antydes det, at Erik skærer i sig selv med en springkniv under jakkeærmet, og kaffepapkruset fyldes med jævne mellemrum med spiritus – så kan den depressive mand klare sig lidt længere.

Men en dag brydes Eriks rutiner, da 10-årige Maya (Sofia Lever) kommer hen til bordet og vil lære at spille. Det bliver en tilbagevendende begivenhed, indtil Mayas mor (og Eriks ekskæreste) får nys om det og forbyder de to at ses.

At Erik har det svært skæres ud i lårtykke stykker fra første scene. Det dér liv er bare ikke let at leve, og hvorfor Erik har det sådan, får vi at vide i et tilbageblik på barndommens trængsler. Alt dette kunne have været særdeles ækelt, vedkommende og perspektiverende, hvis filmen var formet radikalt anderledes i alle facetter. Danny Thykærs iscenesættelse har gode indfald i retning af fortællemæssig ro og i gentagelsens kunst, men herudover fremstår den meget dilettantisk.

Det kommer til udtryk i mildt sagt vaklende skuespil og på det jævne-filmarbejde, men først og fremmest i den ualmindeligt kejtet serverede historie, hvis store og små dramaer (og ind- og udviklinger) falder håbløst uvedkommende, abrupt og helt blottet for nerve.

"Backgammon" fremstår mere som et tidligt projekt fra en gut med venner på en mindre filmuddannelse end som et modent og festivalhonoreret debutværk. Det er vanskeligt at komme sig over ærgrelsen, for emnet er i sig selv modigt – og har potentiale for store og sjælelige afgrundsdybder.