Night Falls on Manhattan (1997)

    En ambitiøs advokat kommer på glatis, da det viser sig, at hans far og mange andre politifolk er rodet ind i korruption.


    NET INDPAKNING

    Andy Garcia er en af de bedste grunde til at se denne temmelig døde advokatfilm. Garcia lader nemlig talentet folde sig ud som aldrig før, og dét kommer der ganske fornuftige takter ud af.

    Sit livs chance
    Garcia spiller advokatspiren Sean Casey, der får sit livs chance, da han skal føre en stor sag. Den vinder han legende let, og snart kan han stille op til statsadvokatvalget.

    Skår i glæden
    Men der skal snart komme skår i glæden, for Seans garvede politimandsfar (Ian Holm) viser sig at være indblandet i en stor sag om korruption.

    Et særligt udtryk
    Instruktør Sidney Lumet har helt klart opnået et særligt udtryk, en stemning, der ikke kan tages fra filmen. Man kan dog ikke kalde filmen intens i ordets mest flatterende betydning, det er der alligevel alt for meget mainstream-advokatsovs til.

    Fint afdæmpet
    Visse klichéer kan eller vil Sidney Lumet bare ikke ryste ud af sin historie, så dem må vi døje med ind imellem. Til gengæld er der dygtige skuespillere i snart sagt alle roller – bedst ud over Garcia er Ian Holm og Lena Olin i en fint afdæmpet rolle som Seans kæreste Peggy.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025