Desierto (2015)
Langt ude i ørkenen, hvor ingen kan høre dig skrige, jagter og dræber en patriotisk amerikaner og hans veltrænede hund en gruppe mexicanere, der har krydset grænsen.
»NÅDESLØST«
Tematisk beslægtede film:
"Desierto" er blevet beskyldt for at være "meningsløs vold for voldens skyld." Og sådan kan Jonás Cuaróns thriller da meget vel også opleves, hvis du undlader at fokusere på dén meget centrale nerve, der netop udgår fra patriotpsykopaten Sam (Jeffrey Dean Morgan): Han skyder på alt levende, så længe det efter hans mening ikke har noget at gøre i hans og Guds eget land USA. Dér har vi "meningen" med volden – Sams egen private dagsorden. Og volden er i allerhøjeste grad til at få øje på, for Sam skyder uden at blinke, og hans hund Tracker bider, til der ikke er mere liv i dens offer.
En gruppe mexicanere er på vej gennem ørkenen i håbet om at nå det forjættede USA. Det går også godt nok i starten, men ingen havde heller regnet med at støde på Sam og hans præcisionsriffels bane. Snart står det uhyggeligt klart, at ingen kan undslippe. Det kommer i hvert fald til at kræve både held og snarrådighed, for absolut ingen kan høre dig skrige så langt ude i den skånselsløse ørken...
De ekstremt tørre landskaber udgør om muligt en langt mere effektiv kulisse, end de nogensinde har gjort i nogen westernfilm. I Cuaróns film bliver bjergenes og klippernes fysikalitet ekstremt nærværende, blandt andet fordi både jagede og eftersættere i dén grad bruger dem, omfavner dem, bløder i dem – og de kan meget vel blive det sidste, nogen af dem ser. Det får tilskueren til at klatre med mellem de betagende, nervepirrende scenarier, og sveden bliver til at mærke i håndfladerne, når der lides med de sagesløses flugt på dybt uretfærdige præmisser.
Ikke engang filmens tendens til at overdrive kan ryste: Det skyldes, at overdrivelserne ikke overdrives, men i stedet fremmer forståelsen og sprøjter mere adrenalin i de i forvejen overpumpende årer. I en blanding af affekt, forundring og ekstase ædes begivenhederne råt. Jeffrey Dean Morgan leverer filmens absolut bedste præstation som selvtægts/vanvidsmanden Sam. Spillet udi det determinerede og komplet ligeglade med de ulovligt indtrængendes liv, hvor han bliver ved og ved med at forfølge til sidste blodsdråbe, rammer Morgan til decideret perfektion.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2015, Mexico, Thriller, Action, Dyr på film, Bjerge på film, Drama, Eventyr, 94 min.
Dansk titel: Desierto- Gael García Bernal (Moises)
- Jeffrey Dean Morgan (Sam)
- Alondra Hidalgo (Adela)
- Diego Cataño (Mechas)
- Marco Pérez (Lobo)
- Lew Temple (Border Patrol)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation