Beyond the Reach (2014)

    En ung mand får sin sag for, da en rigmand uden skrupler midt i Mojave-ørkenen spiller et dødsensfarligt spil med ham, efter at en jagttur er gået helt skævt.


    JERNGREB I ØRKENEN

    Tematisk beslægtede film:

    Beyond the Reach (2014)

    Desierto (2015)

     

    Højdramatisk ørken-thriller

    Denne højdramatiske ørken-thriller nåede ikke alverdens brede befolkninger, i hvert fald udeblev den helt store biografdistribution. Filmen har ellers en Michael Douglas i topform i en af hovedrollerne - og et plot, der kan få hårene til at rejse sig på selv den mest hærdede actionfilmtilskuer.

     

    Begavet opbygning

    Men det er først og fremmest filmens begavede opbygning, der giver den pondus ud over internet release, og den thriller/action-glade tilskuer bør unde sig selv halvanden time i selskab med en udtalt ond Michael Douglas i Mojave-ørkenen.

     

    Utæmmelig ondskab

    Douglas spiller rigmanden Madec, der hyrer den unge fyr Ben som guide gennem ørkenen. Madec mangler nemlig et par trofæer til jagthylden og har brug for vejledning gennem de enorme vidder. Det skal snart vise sig, at Madec ikke ejer nogen form for samvittighed, og da han ved et uheld skyder en mand i modlys, kommer ondskaben for alvor op i ham.

     

    Katten efter musen

    Han har i hvert fald slet ikke tænkt sig at havne bag tremmer for at have skudt en "ubetydelig hulemand", så nu har Madec en plan - og den kommer Ben til at mærke på egen krop og sjæl i en frygtindgydende solbrændt katten-efter-musen-affære. Ben har den fordel, at han kender ørkenen indgående. Madec har omvendt en Mercedes G 63 AMG 6X6 (den eneste af sin slags i USA og tilmed på tyske plader.)

     

    Velfungerende første time

    "Beyond the Reach" fungerer særlig godt den første times tid. Mindre heldigt lykkes det instruktøren Jean-Baptiste Léonetti at runde de potente løjer af, og slutningen bliver for meget - helt efter Hollywood-genrebogen. Men både i filmens anslag og i opbygningen af bekendtskabet Madec/Ben viser filmen stort overskud og en meget smittende fortællelyst.

     

    Inkarneret dumt svin

    Ud over den store fornøjelse at betragte Michael Douglas som inkarneret dumt svin, er der også fint spil at hente fra Jeremy Irvine i rollen som den tiltagende solskoldede Ben. Det er i hvert fald tydeligvis gennemtænkt, at Irvines veltrimmede og muskuløse krop eksponeres så udtalt, som den gør - så er der lidt til husarerne også.

     

    Flot fotograferet

    Irriterende meget musik tager toppen af flere intense scener, til gengæld holder Russell Carpenters fotografering hele vejen i mål med fascinerende og flot filtrerede landskabsbilleder. Og så spiller nævnte superbil, Mercedes G 63 AMG 6X6, en hovedrolle med alle de helt ekstreme evner, den har (bl.a. indbygget mikrobølgeovn og meget kraftfuld superspotlys.)



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2014, USA, Thriller, Action, 91 min.

    Dansk titel: Beyond the Reach
    Instr: Jean-Baptiste Léonetti Prod: Michael Douglas, Robert Mitas Manus: Stephen Susco Baseret på: bogen "Deathwatch" af Robb White Foto: Russell Carpenter Klip: Adam Wolfe Mus: Dickon Hinchcliffe
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation