Elling (2001)

    To norske mænd udskrives fra et psykiatrisk behandlingshjem og skal klare sig selv i en lejlighed. Det bliver en ganske stor udfordring.


    ALTERNATIV KOMEDIE

    Sammenhængende film:

    Elling (2001)
    Mors Elling (2003)

    To norske mænd skal forsøge at klare tilværelsen på egne ben efter en tryg tilværelse på Brøynes behandlingshjem. Elling og Kjell Bjarne er vidt forskellige og supplerer effektivt hinanden med deres fobier og neuroser. At skulle klare sig selv i alle livets afskygninger kan dog være ganske skræmmende, men prøver de kræfter med det, kunne de jo blive positivt overrasket. Elling får fx overvundet sin altomsluttende socialfobi, mens Kjell Bjarnes årelange fascination af (nøgne) damer pludselig udfordres.

    Livets banaliteter
    Oscar-nominerede "Elling" høster point på sin kærlige beskrivelse af livets banaliteter, som de kan tage sig skræmmende ud set gennem øjnene på tilfældet Elling. Portrættet af de skæve eksistenser er malet med både alvor og ironi, aldrig plat eller respektløst. Bag det hele lurer en sund norsk humor med glimt i øjet.

    Særpræg
    Instruktør Petter Næss giver scenerne særpræg, så de stemningsmæssigt følger handlingen: Kameraets bevægelser er sine steder næsten ligeså groggy som Elling – andre steder fastslår det stationære kamera dén tilstand af angstens afmagt, som Elling kan befinde sig i. I portrætterne vinder humoren, især i historiens detaljer. Det kan være en enkelt dialog eller udveksling af snavsede underbukser.

    Særhederne fastholdes
    De to skøre hovedroller udfyldes ganske overbevisende. Lige fra den aparte introduktion, hvor Elling hives ud af kosteskabet i sin afdøde mors lejlighed, frem til den lidt for anmassende feel-good-slutning fastholdes personernes særheder. De to mænd udvikler sig ganske vist, men ikke så dramatisk, som det måske kunne have været fristende at skildre det.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2023

    Fakta om filmen

    2001, Norge, Komedie, 85 min.

    Dansk titel: Elling
    Instr: Petter Næss Prod: Dag Alveberg Manus: Axel Hellstenius Baseret på: romanen "Brødre i blodet" af Ingvar Armbjørnsen Foto: Svein Krøvel Klip: Inge-Lise Langfeldt Mus: Lars Lillo-Stenberg
    Priser
    • AAN - Bedste udenlandske film