Ears (2016)

Tredobbelt prisvinder på den hjemlige Venedig-filmfestival og lige skæv og skør uanset hvordan, du vender og drejer den, byder Alessandro Aronadios komedie "Orecchie/Ears" op til en tango med livets facetter. Facetter, som de er oplevet gennem øjnene og særligt ørerne på vores uheldige hovedrollehelt. Han vågner en dag med en sær ringen for ørerne, som han bare ikke kan komme af med. På køleskabet hænger en besked om, at en ven er død, men manden kan ikke komme i tanker om, hvem han er.

Det ringer på døren, og to nonner vil gerne tale Vorherres sag. Snart sidder både nonnerne, manden og genboen i en sofa og drikker kaffe, og herfra går begivenhederne slag i slag henover en dag, hvor de absurde begivenheder ingen ende vil tage.

Manden er blandt andet hos lægen for at få besked om, at han er alvorligt syg. Det er en af filmens humoristisk set mest vellykkede scener, ikke mindst som følge af Andrea Purgatoris herlige birollepræstetion som lægen: En evne til at pakke alting ind i vat og så alligevel gøre det stik modsatte.
 

"Orecchie/Ears" er formmæssigt som en rigtig sprællelysten teenager, der ikke er bleg for at provokere og skeje ud. Filmet i sort/hvid og med enkle og ofte stillebenprægede opstillinger med fast framing, skulle man tro, at det kunstneriske behov var dækket. Men også selve billedformatet får en på goddaw’en: Vi begynder i det helt smalle (nærmest højkantsformat), hvorefter filmen ganske langsomt og umærkeligt bliver bredere og bredere for til sidst at fylde hele lærredet. Hvorfor, spørger man sig, andet end selvfølgelig for at provokere og bryde konventioner.

Der er bestemt morsomme situationer undervejs i Alessandro Aronadios egen historie, og hele tiden serveres komikken i et underspil af en absurd farce. Men stilen bliver desværre også hurtigt for meget.