Orecchie (2016)

    En mand vågner med en irriterende ringen for ørerne, men det er kun første lille udfordring på en dag, der skal vise sig at få både øjne og ører på stilke.


    ABSURD FORMATLEG

    Tredobbelt prisvinder på den hjemlig Venedig-filmfestival og lige skæv og skør, uanset hvordan man vender og drejer den, byder Alessandro Aronadios komedie "Orecchie" op til en tango med livets facetter.

    Ringen for ørerne
    Facetter som de er oplevet gennem øjnene og særligt ørerne på vores uheldige hovedrollehelt. Han vågner en dag med en sær ringen for ørerne, som han bare ikke kan komme af med. På køleskabet hænger en besked om, at en ven er død, men manden kan ikke komme i tanker om, hvem han er.

    Absurde begivenheder
    Det ringer på døren, og to nonner vil gerne tale vorherres sag. Snart sidder både nonnerne, manden og genboen i en sofa og drikker kaffe, og herfra går begivenhederne slag i slag henover en dag, hvor de absurde begivenheder ingen ende vil tage.

    Herlig birollepræstation
    Manden er bl.a. hos lægen for at få besked, om han er alvorligt syg. Det er en af filmens humoristisk set mest vellykkede scener, bl.a. som følge af Andrea Purgatoris herlig birollepræstetion som lægen: en evne til at pakke alting ind i vat og så alligevel gøre det stik modsatte.

    Provokerer & skejer ud
    "Orecchie" er formmæssigt en rigtig lille sprællelysten teenager, der ikke er bleg for at provokere og skeje ud. Filmet i sort/hvid, og med enkle og ofte Stilleben-prægede opstillinger med fast framing, skulle man tro, at det kunstneriske behov var dækket.

    Leg med formatet
    Men også selve billedformatet får en på goddaw’en: vi begynder i det helt smalle (nærmest højkantsformat), hvorefter filmen ganske langsomt og umærkeligt bliver bredere og bredere for til sidst at fylde hele lærredet. Hvorfor, spørger man sig, andet end selvfølgelig for at provokere og nedbryde konventioner.

    Underspil i absurd farce
    Der er bestemt morsomme situationer undervejs i Alessandro Aronadios egen historie, og hele tiden serveres komikken i et underspil af en absurd farce. Men stilen bliver desværre også hurtigt for meget, bl.a. fordi en irriterende sprælsk underlægningsmusik meget af tiden umuliggør koncentrationen på den i forvejen selvudstillende form.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2016, Italien, Komedie, 90 min.

    Dansk titel: Ears
    Instr: Alessandro Aronadio Prod: Constanza Coldagelli Manus: Alessandro Aronadio Foto: Francesco Di Giacomo Klip: Robert Di Tanna Mus: Santi Pulvirenti