High Anxiety (1977)

Mel Brooks folder sig ud i "High anxiety", en farce, der på finurlig vis parodierer en række af Alfred Hitchcocks mest berømte thrillers. Mel Brooks instruerer, producerer, skriver manuskriptet og spiller hovedrollen, så dette er selvsagt ikke noget for "Brooks-hadere".

Vittigheder på en snor
Filmen er en af de komedier, hvor det er meningen, der skal være en vellykket vittighed i stort set hver eneste replik. Vittigheder er der da også nok af, men mange af dem er ikke sådan helt morsomme – nok mest fordi, stilen i komedien opleves som anstrengt: "Ups! Husk vi skal være morsomme også i denne scene. Vi må hellere lige fylde ud med et par vittigheder og komme i tanker om endnu en Hitchcock-film, vi kan lave lidt sjov med."
 

En succesrig psykiater

Mel Brooks spiller den succesrige psykiater Richard Thorndyke, der skal overtage ledelsen af et hospital, hvor helbredelsesprocenten er lig nul. Da Thorndyke ønsker at gøre noget ved denne statistik, griber de integrerede plejere Charlotte Diesel (Cloris Leachman) og dr. Charles Montague (Harvey Korman) ind.

Psykiater med højdeskræk
De fusker sig frem, så ganske raske "patienter" i Thorndykes øjne kommer til at ligne grøntsager, således at de ikke bliver udskrevet fra hospitalet. Herefter forsøger Diesel og Montague at udnytte Thorndykes højdeskræk i et forsøg på at få ham dræbt. Men det er ikke helt let...

Happy ending uundgåelig
I mellemtiden har Thorndyke mødt en patients datter, den blonde skønhed Victoria Brisbane (Madeline Kahn), der får åbnet hans øjne for, at de snyder på hospitalet – og en happy ending med sød musik og lovning om et bryllup synes uundgåelig.

Skønne vitser

Der er gudskelov en lang række vittigheder, der er vidunderligt originale. Det er værd at klappe i hænderne af fryd over Brooks' opfindsomhed i disse scener. Men der er for langt mellem snapsene. Som "fuldblodskomedie" burde "High Anxiety" ikke indeholde perioder, hvor tilskueren sidder og småkeder sig. Det er ikke desto mindre tilfældet.

God musikalsk parodi
Skuespillet er overbevisende plat, ligesom musikken er øredøvende rædselsfuld larm (hér en ret god vittighed som en parodi på alle de ofte overgearede scores til bl.a. Hitchcocks film). Teknisk flot gennemarbejdet med finurlige klip og gode højdeskræksprovokationer.