De blaa Drenge (1933)

"Naar Liva Weel foretager Knæbøjning paa Tælling, naar hun snakker med sin Kanariefugl eller naar hun optræder i Generalsuniform, med Knebelsbart, og skiftevis kysser Obersten bag Tæppet og synger "Kammerat, bær en Mand" foran Tæppet, jubler Huset". Denne udtalelse var fremhævet i programmet til denne tidlige talefilms-farce.

Vræl og grimasser

Liva Weel giver den hele armen som Gymnastik- og Naturhistorielærerinden Sylvia Grøn i dette George Schnéevoigt-lystspil fra 1933. Det er fantastisk at se en så sjældent talentfuld revykunstner folde sig ud på film, selvom hun ofte overspiller, så det grænser til det uudholdelige – komplet med vræl og vrængende grimasser.

Revysucces
Weel spiller den uretfærdigt udskældte lærerinde frk. Grøn, der som en konsekvens pakker sit gode tøj og får succes indenfor revyen. Efter grundigt forarbejde uropfører hun sin lærerkollega Henrik Brandts (Sigfred Johansen) revy "De blaa Drenge" – og opnår sammen med sin dygtige stab stor succes.

Forceret stil
Lystspilsgenrens forcerede stil blev grundlagt allerede i tonefilmens barndom, og vi skal stå model til lidt af hvert fra tåbelighedens kammer, når Flemming Lynges manuskript foldes ud af de løseligt instruerede skuespillere. Alligevel rummer "De blaa Drenge" kvaliteter, der gør filmen frisk og festlig.

Mindeværdige  sange

Liva Weel har et par mindeværdige sange, en ung Ib Schønberg har et par (næsten) sjove scener med en drævende dialekt, og så kan man ikke undgå at lade sig rive lidt med af det kvikke, djærve og marchprægede tempo, som varer ved fra start til slut.