Avismanden (1952)

    En stærkt troende Vesterbro-avissælger hjælper i sin fritid samfundets svageste og andre folk i krise.


    KRISTEN PATOS

    + PLUS: Vesterbro-stemninger
    -MINUS: patos | moralprædiken | kristelig bavl

     

    Udsøgt moralprædikende filmatisering af teologen Aage Falk Hansens roman af samme navn. Falk Hansen var i 30’erne og 40’erne tidens store kristeligt-sociale arbejdshest, der ønskede det bedste for de københavnske arbejds- og hjemløse.

    Avismand på Vesterbro Torv
    Det er en gren af denne figur, som Ib Schønberg gestalter i rollen som avismanden på Vesterbro Torv. Hver dag står han ved sit lille skur og sælger friske dagblade til de travle forbipasserende.

    En troende mand
    Men avismanden Olsen er også en troende mand. Ikke alene på Vorherre og kirke, men også på det bedste i mennesket, hvorfor han bruger det meste af sin fritid på at være noget for sine medmennesker. Således hælder han gerne termokandekaffe i hjemløse ganer, han lindrer døden for en ateist og agerer ægteskabsrådgiver for et par i krise.

    Kristen dagsorden
    Da han en aften åbner Eliaskirkens porte for en stor gruppe hjemløse, vækker det i dagene efter genklang, også i de aviser, han lever af at sælge. Men Olsen er ikke ude på berømmelse. Han vil først og fremmest hjælpe mennesker i nød - og hermed nå en højere grad af kristelighed i samfundet.

    Patetisk
    Man kan ikke beskylde instruktør Jon Iversen for at ville vriste sig fri af det patetiske forlægs forudindtagede kristelige troskab. Og det bliver filmens druknedød. Efter den første halve times fine stemninger og pæne Vesterbro-realisme, begynder "Avismanden" nemlig stille og roligt at synke ned i det uigenkaldeligt dræbende kviksand.

    Et omvendelsesforsøg
    Dialogen ændrer helt karakter i takt med filmens konsekvente kristelige drejning, der mere end noget andet fungerer som et slibrigt og fatalt patetisk omvendelsesforsøg.

    Ikke meget formildende
    Hvis man ser bort fra indledningens pænt fotograferede realisme og en behageligt afdæmpet Ib Schønberg-præstation, er der ikke noget formildende ved "Avismanden".

    Pressen skrev:
    En af overskrifterne i samtidens anmeldelser lød meget symptomatisk: "Endnu en mislykket andagtsfilm." Land og Folks anmelder serverede følgende skarpe linjer til filmen:

     

    "Smagløshed og pinlighed"

    Resultatet af bestræbelserne er i hvert fald blevet en film, der i smagløshed og pinlighed meget vel tåler sammenligningen med de to andre attentater mod kristendommen, som dansk film i den forløbne sæson har taget på samvittigheden, Fodboldpræsten (1951) og Det sande ansigt (1951). Antagelig har der ikke været noget at vride ud af Falk Hansens bog: Personerne og deres replikker er skoleeksempler på den mest stødende banalitet, og handlingen er i sin ubehjælpsomme fumlen med forskellige motiver, der gribes og slippes igen uden nogen plan, en lige så trættende demonstration af oplagt dilettanteri.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020