Avismanden (1952)

"Avismanden" er en udsøgt moralprædikende filmatisering af teologen Aage Falk Hansens roman af samme navn. Falk Hansen var i 1930’erne og 1940’erne tidens store kristeligt sociale arbejdshest, der ønskede det bedste for de københavnske arbejds- og hjemløse.

Det er en gren af denne figur, som Ib Schønberg gestalter i rollen som avismanden Olsen på Vesterbro Torv. Hver dag står han ved sit lille skur og sælger friske dagblade til de travle forbipasserende. Men Olsen er også en troende mand. Ikke alene på Vorherre og kirke, men også på det bedste i mennesket, hvorfor han bruger det meste af sin fritid på at være noget for sine medmennesker. Således hælder han gerne termokandekaffe i hjemløse ganer, han lindrer døden for en ateist og agerer ægteskabsrådgiver for et par i krise.

Da han en aften åbner Eliaskirkens porte for en stor gruppe hjemløse, vækker det i dagene efter genklang, også i de aviser, han lever af at sælge. Men Olsen er ikke ude på berømmelse. Han vil først og fremmest hjælpe mennesker i nød – og hermed nå en højere grad af kristelighed i samfundet.
 

Instruktør Jon Iversen kan ikke beskyldes for at ville vriste sig fri af det patetiske forlægs forudindtagede kristelige troskab. Og det bliver filmens druknedød. Efter den første halve times fine stemninger og pæne vesterbrorealisme, begynder "Avismanden" nemlig stille og roligt at synke ned i det uigenkaldeligt dræbende kviksand.

Dialogen ændrer helt karakter i takt med filmens konsekvente kristelige drejning, der mere end noget andet fungerer som et slibrigt og fatalt patosbelagt omvendelsesforsøg – i bred betydning. Hvis man ser bort fra indledningens pænt fotograferede realisme og en behageligt afdæmpet Ib Schønberg-præstation, er der ikke noget formildende ved "Avismanden".