Feriado (2014)

Diego Araujo spillefilmsdebuterede og prisnomineredes i Berlin med dette rolige og indadvendte drama med et homoseksuelt twist. "Feriado" udgør knap halvanden times lyrisk formuleret identitetssøgen som oplevet gennem øjnene på teenageren Juan Pablo (Juan Arregui). Han er parkeret som feriebarn hos familien på landet, og ikke alle evner at værdsætte bybarnets stille sind. Han stemples som mærkelig, og pigerne forsøger forgæves at pirke lidt til hans bløde læber.

Men Juan Pablo, der går under kælenavnet Juampi, er langt mere interesseret i Juano (Diego Andrés Paredes), mekanikeren, der har reddet ham fra at blive slået og sparket. Nu kredser Juampi på behørig afstand om Juano... konstant afsøger han med sine varme øjne, og begæret vokser i ham, når de to kaster sig fra højderne i den brusende elv. Men nogen forløsning for tiltrækningen synes umiddelbart vanskelig.
 

Potentialet i "Feriado" er til at få øje på, og først og fremmest vinder filmen på den følte præstation af Juan Arregui i rollen som Juampi. Formidlingen af "ung mand i tvivl" er ufiltreret og troværdig og udgør filmens klart mest kraftfulde udtryk. Lagt i endnu mere stringente rammer kunne "Feriado" givet have stået betydeligt mere enkelt, følsomt og eftertænksomt. Men et ødelæggende musiklag tager toppen af oprigtigheden, samtidig med at de dramatiske indslag i handlingen ikke er i nogen god balance. Flere gange tipper begivenhederne over i det let hysteriske.

Som sindbillede på Ecuador omkring årtusindeskiftet, med alle de udfordringer og spændinger, nationen stod i, fungerer filmen klogt underspillet. Stemningerne får vi fra radioen eller tv’et i baggrunden, men vi oplever også, hvad dramaet gør ved familien, og hvilke bekymringer, det fører med sig. Det klart største drama i filmen er dog Juampis eget, og hans rejse gennem sommeren til en selverkendelse i retning af at være homoseksuel er både betagende enkelt og smukt beskrevet.