Manhattan (1979)

De fleste Woody Allen-film er snakkefilm, og "Manhattan" er bestemt ingen undtagelse. Der bliver snakket bogstaveligt talt uafbrudt: Især Woody Allens egen hovedrollefigur Isaac Davis lider af taledelirium, men også hans veninde/kæreste Mary (Diane Keaton) og ekskonen Jill (Meryl Streep) agerer rene symaskinenåle.

Ivrige replikker
Det er ikke nødvendigvis nogen svaghed ved filmen, at der bliver snakket meget. Det kan man få meget godt ud af, men det skaber unægteligt en noget stresset atmosfære, når der konstant skal lægges øre til replikker, der tilmed ofte er en kende fortænkte og ivrige.

Veloplagt komedie

Woody Allen pakker dog sine replikker pænt ind i denne veloplagte komedie: Den sort/hvide kulisse, der udgør portrættet af New York-bydelen Manhattan er æstetisk fascinerende.

Manhattan bliver forførende kunst
Cheffotograf Gordon Willis (Klute (1971), The Godfather (1972), Malice (1993)) opnår en række fortryllende effekter i kameralinserne, og visuelt står "Manhattan" således meget stærkt og mindeværdigt. Akkompagneret af George Gershwins orkesterværker, særligt "Rhapsody in Blue", bliver bydelen i Allens optik et stykke forførende kunst.
 

For en særlig smag

Woody Allens stil (væsen) er for en særlig smag. I "Manhattan" udstråler han dog en selvironi, der ikke synes påklistret, og hans lille – og i sig selv lidt komiske – statur passer godt i den ynkelige hovedrolle.

Kvinder i topform
Der er afdæmpet og betagende modspil fra unge Mariel Hemingway i rollen som den 17-årige Tracy, ellers fører kvinderne sig frem og spiller pingpong med Allen. Både Diane Keaton og Meryl Streep er i topform.