Fanny och Alexander (1982)

Ingmar Bergmans stort anlagte drama fra 1982 står med sin psykologiske tæft og intensitet som en nærved ubestigelig klippe. Men Bergmans tre timer lange beretning hører til blandt hans mest fortættede og chokerende og er et enestående kapitel i svensk film.
 

Iskoldt og regelret

Titelkaraktererne Fanny (Pernilla Allwin) og Alexander (Bertil Guve) er børn i det rige og farvestrålende Ekdahl-hjem i begyndelsen af det tyvende århundrede. Forældrene Oscar (Allan Edwall) og Emilie (Ewa Fröling) er henholdsvis instruktør og skuespiller på det lokale teater.

Hverdagen et mareridt

Da Oscar dør ung, gifter hans enke sig med biskoppen Edvard Vergerus (Jan Malmsjö) og flytter sammen med børnene ind i den iskolde og regelrette præstebolig. Børnene befinder sig dårligt i de nye omgivelser, og biskoppens tyranniske natur gør hverdagen til et mareridt, som børnenes mor ikke evner at slippe fri af.

Intensitet, engagement, kompromisløshed
"Fanny och Alexander" er fortalt med en beundringsværdig grundighed. Intensitet er nøgleordet, der går igen gennem alle filmens facetter. Det kan mærkes på skuespillernes engagement, at Bergman er så kompromisløs og ambitiøs.

Mentalt knugende

Scenografien er enestående og underbygger flot den mentalt knugende historie. Særligt sætter Ekdahl-hjemmet sig på nethinden med sit farvestrålende interiør. Klaustrofobien blusser op i biskoppens fængselshus i en grad, så man er i tvivl, om man selv er fanget.

Iskoldt og genialt

Den gennemsyrende ubehagelige stemning er især skabt gennem lange scener i Sven Nykvists (Persona (1966), What's Eating Gilbert Grape? (1993)) mesterlige fotografering i kunstnerisk lyssætning – og selvfølgelig styrket af det enestående skuespil. Børnene spiller vidunderligt og dybt troværdigt: Bertil Guves Alexander fylder mest i historien og er stærkest i sine konfrontationer med biskoppen... iskoldt og genialt spillet af Jan Malmsjö.